Du er her: AU  Studerende  Karriere Kandidater i job Kemi Eldin Basic

Eldin Basic, kandidat i matematik, gymnasielærer i matematik og kemi på Århus Akademi

Forsker eller gymnasielærer…

- Jeg vidste fra starten, at jeg gerne ville arbejde med formidling og undervisning, men jeg var i tvivl om det skulle være som forsker eller som underviser i gymnasiet.  Under matematikstudiet var jeg i praktik som gymnasielærer i tre uger og det bekræftede mig i, at det var noget for mig. På det sidste år af min uddannelse så jeg, at de søgte en vikar i kemi og matematik på Århus Akademi, så det søgte jeg. Jeg kan huske at jeg tænkte, at så kan jeg jo altid bare søge noget andet. Men jeg er her endnu…

Pædagogiske udfordringer

- Min skole henvender sig i høj grad til unge, der tidligere har haft svært ved at passe ind i skolesystemet både fagligt og socialt. Vores elever har derfor ofte været igennem et eller flere afbrudte uddannelsesforløb. Det er kun et meget lille mindretal, der kommer direkte fra folkeskolen. Nogle af eleverne har formået at ændre deres studieadfærd, og de er derfor forberedt på at yde en stor arbejdsindsats, mens andre elever har svært ved at lægge afstand til deres dårlige arbejdsvaner. Skolen rummer elever, der har en stor aldersmæssig og faglig spredning, hvilket giver en god udfordring, når undervisningen skal tilrettelægges.

- På min skole har vi med de mere modne elever at gøre. Vi har HF-kursister, der af forskellige årsager har afbrudt deres studieforløb på et almindeligt gymnasium. De skal så gøre deres uddannelse færdig på 2 år. Vi har også GSK–kursister – dvs. kursister der tager et Gymnasialt Suppleringskursus for at kunne starte på en videregående uddannelse, som er ekstremt motiverede.  Den blandede målgruppe stiller store pædagogiske krav til underviseren, da alle jo skal have noget ud af undervisningen. Det betyder, at jeg bruger meget tid på at lave min undervisning differentieret, så jeg møder den enkelte elev hvor han er.

Pædagogikum – en god, men hård start på livet som gymnasielærer

- Som en nyudklækket kandidat fra Aarhus Universitet er man fagligt godt klædt på, men ens evne til at formidle den faglige kunnen effektivt er meget begrænset. Pædagogikum er et intensivt forløb, der giver en række nyttige redskaber, så man også bliver godt klædt på som formidler.  Jeg har taget pædagogikum som et et-årigt forløb, hvor jeg især lærte en masse om refleksion, kropssprog og formidling.  I løbet af pædagogikum har jeg faktisk fået min undervisning filmet. Det var en oplevelse som kan anbefales til alle nye formidlere, uanset hvilket niveau man underviser på.  Det kan være svært at se sig selv ude fra. Det er hårdt mens det står på, for man er jo ”på” hele tiden, men samtidig er det også utrolig lærerigt og bestemt sliddet værd.

- Et job som gymnasielærer er meget varieret. Udover undervisningen har man mulighed for at deltage i mange forskellige samarbejder og udvalg på skolen. Mit job er meget varieret, også hvad arbejdsbelastningen angår. Jeg har altid travlt omkring de store skriftlige opgaver, men så er der også andre perioder hvor der ikke er så meget tryk på.

- Vil man være lærer på et gymnasium, skal man helst være drevet af at blive udfordret, både personligt og fagligt. Samtidig skal man interessere sig for unge og deres udvikling - og have lyst til og brænde for at udbrede det glade budskab om sit fag.

- Indtil nu har jeg hovedsagligt undervist i kemi. Det er ikke sådan, at jeg kan bruge mine noter fra universitetet i undervisningen. Det er mest metoderne og tilgangen til faget jeg bruger. Dog bruger jeg min viden fra universitetet i forbindelse med de større opgaver. Vi samarbejder en del på tværs af faggrupperne, fx er det et krav, at fagene kemi, geologi og biologi beskæftiger sig med det samme emne i en periode, hvor eleverne får øjnene op for sammenhængen i fagene og også forskellene på dem. Desuden samarbejder vi om klasserne i klasseteams, som ofte består af 2-4 lærere. Teamets primære opgave er at få dagligdagen til at fungere.

422346 / i40