AU-studerende var i finalen til ny-indstiftet innovationspris

De fem AU-studerende bag projektet WasteAware, der skal minimere madspildet i storkøkkener, håber, at det at være med i slutspillet om en stor innovationspris, vil gøre flere virksomheder opmærksomme på deres projekt.

02.05.2013 | Kristian Serge Skov-Larsen

Bag WasteAware står (fra venstre) Peter Møller Petersen, Tobias Fjelsted Alrøe, Jesper Lysgaard Rasmussen og Jonas Degn Langdahl Grann samt Nils Kähler, der ikke kunne være til stede ved Innovationspris-finalen. Alle læser IT Produktudvikling på Aarhus Universitet. Foto: Lise Balsby / AU Kommunikation.

Hvert år smider storkøkkener mad ud for 470 millioner. Det vil WasteAware lave om på. Foto: Lise Balsby / AU Kommunikation

Ved hælp af en tablet og en specialdesignet app kan de køkkenansatte hurtigt registrere, hvad de smider ud. Foto: Lise Balsby / AU Kommunikation

Ved at koble en spand, en vægt og en tablet sammen med en specialdesignet app har fem studerende fra Aarhus Universitets uddannelse i IT produktudvikling designet et system, der potentielt kan reducere det danske madspild i storkøkkener mange ton og spare millioner af kroner.

Den ide var så god, at de studerende den 2. maj 2013 sammen med to københavnske hold, var med i slutspillet om en særlig innovationspris, som Uddannelsesminister Morten Østergaard og VIA University College uddelte i anledning af åbningen af Forskningens Døgn 2013.

Selvom det ikke blev til en førsteplads, så håber Jesper Lysgaard Rasmussen, som er en af de studerende bag WasteAware, at den opmærksomhed, som finalepladsen i Innovations-konkurrencen har kastet af sig, kan være med til at gøre flere virksomheder interesserede i deres projekt.

”Vi var rigtig glade, da vi blev udvalgt til finalen blandt de mange deltagere. Vi har testet vores projekt i en kantine på Vestas, som var meget glade for prototypen, men lige nu mangler vi en samarbejdspartner, der vil være med til at producere vores ”intelligente skraldespand” i en helt færdig udgave”, forklarer han.

Direkte fra skraldespand til computer

WasteAwares særlige skraldespand vejer automatisk al affald, der bliver lagt i spanden, og de ansatte bliver bedt om – med et tryk på skærmen – at registrere om det er for eksempel kød, brød eller grøntsager, de smider ud. På den måde får køkkenet et helt præcist overblik over, hvor madspildet opstår, og om eventuelle forsøg på at minimere spildet rent faktisk virker.

”Da vi testede vores skraldespand på Vestas, kunne vi se, at bare det, at madspildet blev registreret, betød, at der blev smidt mindre ud. Samtidig gav vi virksomheden mulighed for at hente tal fra skraldespanden direkte ind på computeren, så tallene for eksempel kunne indgå i et miljøregnskab”, fortæller Jesper Lysgaard Rasmussen. 

8 milliarder bliver smidt ud – hvert år

Hvert år smider danskerne for 8 milliarder kroner  kød, grøntsager og brød direkte i skraldespanden, og heraf ligger de 470 millioner i storkøkkenernes affaldsposer. Derfor er der rigtigt meget mad og rigtig mange penge at spare, hvis man kan minimere spildet bare lidt.

”I modsætning til, hvad de fleste tror, så kommer hovedparten af madspildet i storkøkkener faktisk ikke fra kunder, der øser for meget på tallerkenen eller portioner, der bliver lavet for store. 65 procent af madspildet sker i forbindelse med tilberedningen i køkkenet, og det er muligt at minimere ved hjælp af en målrettet indsats. Og det håber vi, at kunne være med til”, siger Jesper Lysgaard Rasmussen.

  • Læs mere om WasteAware og andre af de innovative studerendes projekter på www.akosta.dk
Studerende
317824 / i40