Du er her: AU  Studerende  Specialpædagogisk Støtte (SPS) Neurologiske lidelser

Neurologiske lidelser

Hvis du har en neurologisk lidelse, kan det være svært at gennemføre en uddannelse med et godt udbytte. Hvis du er studerende på Aarhus Universitet og har en diagnosticeret neurologisk lidelse, kan du få hjælp i form af studiestøtte. Formålet med studiestøtten er at styrke dine uddannelseskompetencer, så du kan gennemføre din uddannelse med et godt udbytte på trods af din neurologiske lidelse. 

Læs mere om RSC

Hvad er neurologiske lidelser?

Neurologiske lidelser vedrører hjernen, rygmarven eller begge dele. Man skelner som regel mellem medfødte eller erhvervede neurologiske lidelser. En medfødt neurologisk lidelse opstår som regel før eller under fødslen som for eksempel cerebral parese (spastisk lammelse). En erhvervet neurologisk lidelse opstår typisk som følge af traume fra for eksempel en trafikulykke eller ved medicinske sygdomme som slagtilfælde, meningitis, sklerose, blodprop eller tumor. 

Typiske studievanskeligheder

  • Problemer med at deltage i undervisning eller eksamen grundet ekstrem følsomhed overfor lys eller lyde
  • Svære koncentrationsproblemer ved læsning, skrivning og ved deltagelse i undervisning
  • Lavt energiniveau og et øget behov for pauser
  • Manglende overblik over studiet og vanskeligheder med at strukturere og planlægge studieforløbet
  • Problemer med at danne sig overblik over arbejdsopgaver og pensum
  • Vanskeligheder med at prioritere mellem arbejdsopgaver og fokusere på det væsentligste i fagene
  • Vanskeligheder med at skabe og bruge netværk på studiet
  • Vanskeligt ved at skulle holde styr på flere ting på en gang og nedsat tolerance overfor stress
  • En del studerende med neurologiske lidelser oplever desuden problemer med lavt selvværd og præstationsangst

 

 

Støttemuligheder for studerende med neurologiske lidelser

I første omgang består dit studiestøtteforløb af en kort afklaringsfase, hvor du sammen med din uddannelsesrådgiver danner et overblik over din studiesituation og dit behov for studiestøtte. I afklarer sammen områder som:

  • Hvilke fag, løbende opgaver og eksaminer, der ligger på semesteret
  • Hvad du synes er vanskeligt ved studiet
  • Hvad du gerne vil lære, øve dig på og blive bedre til i forbindelse med studiet
  • Hvordan vi bedst muligt kan støtte dig

Fagligt mentorforløb

Du kan få støtte via et fagligt mentorforløb, hvor din mentor som regel er en ældre studerende eller en færdiguddannet person indenfor dit fagområde. Din uddannelsesrådgiver fra RSE sørger for, at du og din studiementor bliver godt introduceret til hinanden, og at fokus for jeres samarbejde bliver aftalt og justeret undervejs. Desuden modtager din studiementor løbende supervision hos din uddannelsesrådgiver, så indsatsen kommer til at støtte dig bedst muligt.  

Du kan sammen med din mentor eksempelvis fokusere på:

  • At få overblik over semesteret og få opbygget en god struktur omkring dine studier
  • At få afkodet de reelle forventninger på studiet og til de enkelte fag og eksaminer
  • At få indarbejdet gode studievaner og læsestrategier
  • At få mod og lyst til at deltage i faglige og sociale tilbud på uddannelsen
  • At sparre om det læste for at øge læringsudbyttet og din aktive deltagelse i undervisning og studiegrupper
  • At forberede dig bedst muligt til møder med din vejleder og få omsat input fra din vejleder til konkrete arbejdsopgaver
  • At lære at overskue og anvende studiets kommunikationsplatforme, så du selv kan skabe dig overblik over undervisning og eksaminer

Rådgivningsforløb

Du kan også gennemgå et rådgivningsforløb med en uddannelsesrådgiver, eventuelt sideløbende med et mentorforløb. Rådgivningsforløbet er målrettet studerende med svære psykiske udfordringer, og det skal hjælpe dig med at håndtere dine følelsesmæssige, adfærdsmæssige og tankemæssige vanskeligheder omkring det at gå på din uddannelse. Rådgivningsforløbet består af en række samtaler med en rådgiver fra RSC. 

IT-hjælpemidler

Nogle studerende med neurologiske vanskeligheder har behov for at få bevilget forskellige former for IT-hjælpemidler på grund af deres studiemæssige vanskeligheder i forelæsnings- og undervisningssammenhænge. Et typisk hjælpemiddel er en digital diktafon.  

1431883 / i40