Du er her: AU  Studerende  Studieportaler Studieportaler Agrobiologi Studievejledning Maksimal studietid og aktivitetskrav

Maksimal studietid og studieaktivitetskrav

Maksimal studietid

Den maksimale studietid angiver, hvor lang tid du har til at gennemføre dit studie. Den maksimale studietid for såvel bachelorer og kandidater på ST er den normerede studietid for uddannelsen plus et halvt år. Det ekstra semester sikrer, at du har 3 prøvemuligheder i alle fag. Du kan se, hvordan din uddannelse er normeret i studieordningen.

Har du inden for denne tidsramme ikke færdiggjort din uddannelse, bliver du automatisk udmeldt.

  • Du vil blive udmeldt uanset hvilke og hvor mange kurser, du måtte mangle, og uanset om du har brugt alle dine prøveforsøg inden for den fastsatte studietid.
  • Du vil modtage en varsling i din e-boks ca. 14 dage inden udløb af din maksimale studietid. Bliver du automatisk udmeldt, får du ikke yderligere bekræftelse på udmeldelsen.

For at undgå udmeldelse pga. overskridelse af maksimal studietid, vil vi anbefale dig, at være opmærksom på din studiefremdrift gennem hele studiet. Hvis du er i tvivl om, hvordan du planlægger dit studie bedst, er du altid velkommen til at kontakte studievejledningen.

Du kan til enhver tid se, hvornår din uddannelse senest skal være afsluttet på selvbetjeningen under 'Indskrivning m.v.' -> 'Vis indskrivninger'.

Studieaktivitetskrav

Studieaktivitetskravet betyder, at du som studerende skal bestå minimum 45 ECTS pr. studieår. Da alle studerende på bacheloruddannelsernes første år skal leve op til førsteårsprøven på 60 ECTS, bortfalder studieaktivitetskravet dog på bacheloruddannelsens første år.

Studieaktivitetskravet er akkumuleret, hvilket vil sige, at du efter andet studieår skal have bestået mindst 90 ECTS, efter tredje studieår 135 ECTS. Vær dog opmærksom på, at du alene ved at leve op til studieaktivitetskravet på 45 ECTS pr. studieår ikke vil kunne bestå din uddannelse på normeret tid. 

Studieaktivitet defineres som beståede ECTS. Deltagelse i undervisning og brugte prøveforsøg tæller ikke med som studieaktivitet.

Det er gældende, at alle studieforløb skal tilrettelægges således, at studerende som udgangspunkt skal have mulighed for at deltage tre gange i eksamensaktiviteter i tilmeldte kurser. Det betyder derfor også, at vælger du at ændre i dit studieforløb - f.eks. ved at afmelde eller flytte kurser - kan det medføre, at du frasiger dig retten til tre eksamensforsøg i det kursus, som du afmelder eller flytter.

Er du førsteårsstuderende, bortfalder din ret til tre eksamensforsøg, da du inden udgangen af første studieår skal bestå alle eksamensaktiviteter på uddannelsens første år.

Konsekvenserne af ikke at overholde aktivitetskravet vil være, at du bliver udmeldt af dit studie.

1439748 / i40