Kollegium 1 på Parkkollegierne åbnet for udlejning

Parkkollegierne er i gang med at renovere Kollegium 1, der forventes færdiggjort til ibrugtagning i maj 2018.

04.04.2018 | Lisbeth Hartmann

Værelserne er forbeholdt studerende ved Aarhus Universitet, der her får muligheden for at flytte ind i et nyrenoveret kollegium, hvor alt fra tag, vinduer, døre, installationer, køkkener m.v. er totalt istandsat.

Der er i alt 59 værelser i det nyrenoverede kollegium 1, der som forsøg alle er etableret med eget bad/toilet. To af værelserne er etableret som handicapvenlige værelser med stort bad/toilet.

Huslejen for de nyrenoverede værelser er for 2018 fastsat til 3.000 kr./md. inkl. el, vand og varme for et alm. kollegieværelse og 4.500 kr./m2 inkl. el, vand og varme for de 2 handicapvenlige værelser med stort bad/toilet. Depositum er 3 måneders husleje.

Der er stadig enkelte ledige værelser til udlejning pr. 1. maj 2018. Er du interesseret, kan du læse mere og ansøge om optagelse på venteliste på følgende link: http://koll.au.dk/optagelse/ansoeg/.

Aarhus Universitets Forskningsfond modtog i 2014 Parkkollegierne som gave. Formålet med overdragelsen af Parkkollegierne var at sikre, at Parkkollegierne på et mere solidt og langsigtet grundlag fortsat kan tjene som attraktive boliger for studerende ved Aarhus Universitet, og at Parkkollegiernes funktion som en vigtig del af Aarhus Universitets fysiske og sociale campusmiljø opretholdes. I det solide og mere langsigtede grundlag lå også, at der var behov for en renovering og opdatering af kollegierne, som man tidligere havde måttet opgive på grund af manglende finansiering. Der er et nødvendigt behov for en renovering, herunder at fremtidssikre de 60-80 år gamle kollegieværelser.

Studerende
319425 / i40