Speciale- og projektsamarbejde

Skriv et praksisorienteret speciale eller en projektopgave og få god kontakt til arbejdsmarkedet, allerede før du er færdig som kandidat.

Et speciale i samarbejde med en virksomhed/organisation skrives på nøjagtig samme vilkår som andre specialer på Arts. Det betyder, at du skal følge din studieordning og de specialeregler, der gælder på dit institut.

Læs om specialeregler, valg af vejleder, tidsfrister mv. 

DIT UDBYTTE AF ET SPECIALE- ELLER PROJEKTSAMARBEJDE

Fordelene ved et samarbejde er mange. Ved at skrive en større opgave i samarbejde med en virksomhed vil du få et godt indblik i både selve virksomheden, men også i høj grad den branche, som virksomheden repræsenterer. Du kan få direkte indblik i virksomhedens egne data og erfaringer og evt. blive tilbudt god adgang til andre kilder. 

Herudover vil du styrke dit netværk på arbejdsmarkedet – ikke kun i din samarbejdsvirksomhed, men muligvis også i nogle af de virksomheder, som din samarbejdsvirksomhed arbejder sammen med eller handler med.

Du vil også kunne drage nytte af at løse en konkret problemstilling i en virksomhed, som faktisk skal bruge dine resultater til noget efterfølgende. Dette er et stort ansvar, men også meget givende, lærerigt og motiverende for at løse opgaven godt.

FORMÅL OG FORVENTNINGSAFSTEMNING

En udfordring ved et samarbejde kan være, at du skal tilgodese både faglige og praktiske problemstillinger fra henholdsvis din vejleder og virksomheden. Dette kan være en svær kunst, men kan imødegås ved at forventningsafstemme med begge parter, inden samarbejdet indledes.

Det kræver ofte et empirisk datagrundlag at skrive speciale eller projektopgave sammen med en virksomhed. I den forbindelse kan du med fordel være opmærksom på at opstille realistiske rammer for, hvor meget data du kan nå at indsamle og behandle i din speciale- eller opgaveproces. Drøft designet og afgrænsningen af din empiriske undersøgelse med din vejleder.

Du skal også huske, at virksomheden og din vejleder grundlæggende har forskellige mål med din opgave: Vejlederen skal se, hvorvidt du kan benytte dine teorier, og hvordan du gør dette, mens virksomheden er ude efter dine konklusioner. Det kan derfor være en god ide at lave et mindre dokument til virksomheden, som trækker de væsentligste pointer ud af din opgave.

SPECIALE- OG PROJEKTSAMARBEJDE TRIN-FOR-TRIN

1. Research

  • Research hvilke virksomheder/organisationer, der beskæftiger sig med det område, du gerne vil skrive speciale eller opgave i. Brug fx LinkedIn, ORBIS, fagmagasiner og dit eget netværk til at afdække potentielle samarbejdspartnere.
  • Du kan også søge efter relevante projektforslag i AU Job- og Projektbank
  • Diskuter dit emne med din vejleder.

2. Kontakt

Når du kontakter en virksomhed for at foreslå et samarbejde, så tænk på, at du skal sælge ideen næsten, som var det til en praktik eller et job. Vær derfor konkret og hav fokus på, hvad virksomheden får ud af det. Men husk også, at specialet/opgaven skal give værdi for både dig og virksomheden. Du kan tage udgangspunkt i disse spørgsmål:

  • Hvilket emneområde interesserer dig i virksomheden?
  • Hvorfor er netop dette emne relevant for virksomheden?
  • Hvorfor skulle virksomheden samarbejde med dig? – hvad er dine tre hovedargumenter?
  • Hvorfor og hvordan kan samarbejdet gavne virksomheden, og hvad er de formelle krav til dem?

3. Samarbejde

Når du har kontakt til en interesseret virksomhed, så sæt et møde op, hvor I diskuterer rammerne for jeres samarbejde. Det kan være en god idé at nedskrive en samarbejdsaftale, der fx beskriver:

  • Hvad du vil levere til dem.
  • Hvad de skal levere, fx tid til kvalitative interviews, deling af interne dokumenter, adgang til kontorfaciliteter eller arbejdsplads, varighed af samarbejdet og feedback på det færdige speciale/rapport.
  • Evt. tavshedspligt og anonymisering af data.
  • Hvem der er din kontaktperson i virksomheden og mødeaktivitet.
  • Evt. et efterfølgende møde, hvor du præsenterer resultater og evt. handlingsforslag for virksomheden.

4. Hvad kan gå galt?

Nogle gange kan der opstå uventede forhindringer som fx

  • Der sker ændringer i virksomhedens opgaver eller ansættelser, således at det er vanskeligt at fortsætte samarbejdet
  • Der sker uforudsete ting i kontaktpersonens eller dit liv, således at det er vanskeligt at fortsætte samarbejdet
  • Der opstår uoverensstemmelser mellem dig og samarbejdspartneren
  • Kontaktpersonen møder ikke op til aftaler eller reagerer ikke på dine henvendelser

I sådanne eller andre problemsituationer er det vigtigt, at du hurtigt tager kontakt til din samarbejdspartner og/eller din vejleder, så der kan indgås dialog om en alternativ løsning, og du dermed kan nå i mål med dit speciale/opgave til tiden. 

1430998 / i40