Du er her: AU  Studerende  Studieportaler Studieportaler Studieportal - Arts Arts Karriere Vil du være gymnasielærer?

Vil du være gymnasielærer?

På denne side finder du information omkring, hvordan du kan sammensætte din uddannelse, hvis du gerne vil arbejde med undervisning i gymnasieskolen som færdiguddannet kandidat.

Du kan også læse om gymnasieskolen som arbejdsmarked og få inspiration til, hvordan du kan bruge de kompetencer, du har som kandidat med underviserprofil, både inden for undervisningssektoren og i andre brancher.

Kompetencekrav

For at være fastansat gymnasielærer skal du have undervisningskompetence.

Undervisningskompetence kræver

  • faglig kompetence
  • pædagogisk kompetence

Den faglige kompetence oparbejder du på din uddannelse ved at læse et centralfag, og typisk også et sidefag (dvs. bachelor- og kandidattilvalg svarende til minimum 90 ECTS), inden for gymnasieskolens fagrække. 

Derudover skal du opfylde de faglige mindstekrav, som er beskrevet i Undervisningsministeriets bekendtgørelse. Aarhus Universitet tilrettelægger sine gymnasierettede uddannelser sådan, at de opfylder de faglige mindstekrav i gymnasieskolen.

Den pædagogiske kompetence kræver at du har gennemført et pædagogikum, hvilket påbegyndes inden for de første to år, når man er fastansat på en gymnasieskole (stx, hf, hhx, htx, eux).

Fagkombinationer - hvordan vælger jeg tilvalg?

Det kan være godt at have følgende med i dine overvejelser, når du skal vælge en tilvalgsuddannelse:  

  • Sæt dig grundigt ind i tilvalgets faglige indhold, arbejdsformer og metoder

    Hvis du skal bruge dit tilvalg til at undervise i gymnasiet, kommer du til at beskæftige dig med faget i mange år - også efter du har færdiggjort din uddannelse.
    Overvej både, hvordan det vil være for dig at være studerende på tilvalget, men også hvordan du vil have det med at undervise i faget efterfølgende.
    For at du kan træffe et godt valg, anbefaler vi, at du sætter dig grundigt ind i tilvalgsfagets faglige indhold, arbejdsformer og metoder.  
  • Vær opmærksom på, hvilke jobmuligheder din fagkombination giver dig

    Dine chancer for at undervise i gymnasiet afhænger bl.a. af, om du vælger store eller små fag.
    Fagets størrelse har nemlig betydning for, hvor mange undervisningstimer, der er i det pågældende fag. Størrelsen og dermed antallet af undervisningstimer afhænger af:
    • om det er obligatorisk eller kun udbydes som valgfag/linjefag
    • om det er et A-, B- eller C-niveau-fag
    Hvis du eksempelvis vælger et af de mindre gymnasiefag som dit tilvalg, er dine chancer for at undervise i gymnasiet bedst, hvis dit centrale fag er et stort gymnasiefag. Dog skal du være opmærksom på, at der typisk også uddannes flere kandidater inden for de store fag, og deraf vil der ofte også være flere ansøgere med samme faglige baggrund.

Sådan ser din studiestruktur ud...

Hvis du vil have undervisningskompetence til gymnasieskolen, ser din studiestruktur ud på en bestemt måde.

For at opnå faglig kompetence til at undervise i gymnasieskolen, skal du:

  • Læse på en bacheloruddannelse inden for gymnasieskolens fagrække
  • Vælge et bachelortilvalg inden for gymnasieskolens fagrække
  • Efterfølgende fortsætte på kandidattilvalget, som er en ”forlængelse” af bachelortilvalget. Kandidattilvalget er en del af kandidatuddannelsen i dit centrale fag (B-linjen) og udgør 45 ECTS - ved rammeudvidelse 75 ECTS. 

Læser du tilvalg uden for Arts?

Hvis du vælger et gymnasierettet tilvalg uden for Arts, skal du være opmærksom på, at nogle fagkombinationer gør, at kandidattilvalget forlænges med 30 ECTS - dette kaldes 'rammeudvidelse'.

Se hvilke fagkombinationer, der udløser rammeudvidelse.

Hvis du har rammeudvidelse på dit kandidattilvalg, kan det betyde, at dit studieprograms opbygning afviger fra modellen ovenfor og skal tilrettelægges særligt - ofte i dialog med studievejledningerne på dit centrale fag og på dit tilvalgsfag.

Læs mere om rammeudvidelse og se eksempler på mulige studieplaner.

Profilfag: Undervisning i teori og praksis

Hvis du allerede på din kandidatuddannelse ønsker at prøve kræfter og få erfaring med at undervise i gymnasieskolen, kan du på dit tredje semester vælge profilfaget "Undervisning i teori og praksis".

På profilfaget lærer du, hvordan du sammentænker din faglighed med didaktiske og pædagogiske principper og idéer i planlægning og gennemførelse af undervisningsforløb, samtidig med at du får konkret undervisningserfaring gennem et praktikforløb i gymnasiet.

Du kan læse mere om profilfaget "Undervisning i teori og praksis" her.

Med en underviserprofil kan du også ...

Som kandidat med underviserprofil kan du bruge dine kompetencer mange andre steder end i gymnasieskolen. De kompetencer, du erhverver dig gennem din uddannelse, kan bruges til undervisning i mange sammenhænge. Du kan selvfølgelig undervise i undervisningssektoren generelt, men du kan også gøre brug af dine kompetencer i andre jobsammenhænge, hvor undervisning kan indgå på forskellig vis. Du kan selvfølgelig også finde jobs, som slet ikke indeholder undervisning.

Så vores råd er at holde dig åben og nysgerrig.

Nedenfor kan du se eksempler på jobmuligheder i undervisningssektoren.

Muligheder i undervisningssektoren

  • Lærer på Handelsskoler, HTX, VUC.
  • Underviser på en professionshøjskole, et erhvervsakademi eller Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mfl.
  • Lærer i folkeskoler, friskoler, ungdomsskoler.
  • Højskoler, daghøjskoler, aftenskoler mv.
  • Private kursusudbydere.
  • Sprogunderviser.
  • Undervisning og vejledning i beskæftigelsessektoren.
  • I konsulentbranchen indgår der ofte undervisning, professionel dialog og procesfacilitering.

Muligheder udenfor undervisningssektoren 

Udover undervisning kan du også bruge dine kompetencer i mange andre brancher på lige fod med kandidater, der ikke her en specifik underviserprofil. Listen er lang og mulighederne endnu flere. Stadig flere organisationer og virksomheder får øjnene op for kandidater fra Arts.

Find inspiration i hvad andre er endt med at arbejde som i vores jobinspirationskatalog, som er et øjebliksbillede på, hvilke titler og virksomheder kandidater fra Arts har. Kataloget er ikke en facitliste, men blot til inspiration.

Se jobinspirationskataloget her.

Få vejledning om mulighederne

Vi anbefaler at booke en tid hos en af vores karrierevejleder med henblik på at få en samtale om, hvordan du kan oversætte dine kompetencer til arbejdsmarkedet.

Book en tid her.

Hvad siger A-kassen om gymnasiearbejdsmarkedet?

Foto: Tine Vesth Nielsen,
MA A-kassen, Aarhus

"Gymnasieskolen er presset i disse år på grund af besparelser, mindre ungdomsårgange m.m. Andelen af tidsbegrænsede stillinger er stigende, og færre af disse ansættelser ender ud med fastansættelse og pædagogikum.

Gymnasiesektoren er dog samlet set stadig, og vil fortsat være, tror vi på, et stort arbejdsmarked for vores medlemmer, hvilket vores tal også viser. Men det er blevet sværere, særligt for kandidater med små fag og for fag – også store fag - hvor udbuddet af kandidater er stort.

Heldigvis er der mange andre steder på arbejdsmarkedet, hvor der er brug for gode undervisere. Vi ser vores medlemmer arbejde inden for et bredt spektrum af opgaver og brancher - både i offentligt og privat regi - hvor en stor del af deres arbejde omfatter undervisning."

Tine Vesth Nielsen, Magistrenes A-kasse, Aarhus

1444833 / i40