Dispensationsansøgning - studerende på Arts

Skulle du komme i en usædvanlig situation, som forhindrer dig i at følge de regler, der er gældende for din uddannelse, kan du søge studienævnet om en dispensation. Det kan fx være reglen om antal prøveforsøg, prøvevilkårene for en eksamen beskrevet i din studieordning eller reglen om maksimal studietid.

Find din studieordning her.

Studienævnet kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af universitetet, når det er begrundet i usædvanlige forhold. Det er derfor vigtigt, at du begrunder din ansøgning og vedlægger relevant dokumentation for de usædvanlige forhold, som studienævnet skal vurdere din ansøgning på.

OBS: Hvis du vil søge optagelse på en uddannelse, du tidligere har været optaget på, skal du søge via Optagelse på AU (skema F)

Sådan søger du

Find ansøgningsskema i højre kolonne på mit.au.dk

Det er en god idé at kontakte en studievejleder, inden du søger dispensation. Studievejlederen kan hjælpe dig til at få et overblik over din studiesituation, så du får det bedst mulige grundlag at træffe din beslutning ud fra. Find din studievejleder

Du skal ansøge via mit.au.dk

Din ansøgning skal som minimum:

  1. være skriftlig og begrundet
  2. angive hvilken regel, du søger dispensation fra, og hvad du ønsker at opnå med ansøgningen
  3. indeholde dokumentation for de usædvanlige forhold, der begrunder ansøgningen
  4. indeholde dit navn og studienummer.

Du skal huske at gemme din kvittering for ansøgningen som pdf, så du har dokumentation for, at du har afsendt din ansøgning.

Svar på din ansøgning

Når din ansøgning om dispensation er behandlet, vil du modtage en afgørelse på din ansøgning i din e-Boks eller din AU-mail.

Vi behandler din ansøgning så hurtigt som muligt, men vær opmærksom på, at der kan være op til 8 ugers sagsbehandlingstid på sager til studienævnet.

Hvad betyder usædvanlige forhold?

Et usædvanligt forhold:

  • vil typisk være noget udefrakommende og uberegneligt, noget der er uafhængigt af din vilje, og noget du ikke har kunnet planlægge dig ud af eller indrette dig efter.
  • er noget individuelt, altså noget der alene rammer dig og typisk ikke rammer de andre studerende.
  • skal have direkte betydning for det forhold, du søger dispensation fra.
  • skal som hovedregel have et omfang og en tidsmæssig placering, der forhindrer dig i at følge en given regel.
  • skal være dokumenteret.


Når du ansøger om dispensation, skal du redegøre for, at årsagen til, at du ikke kunne følge den givne regel, er et usædvanligt forhold. Du skal beskrive omstændighederne omkring de usædvanlige forhold fyldestgørende, og du skal vedlægge relevant dokumentation, som underbygger din redegørelse.

Forhold, der ligger inden for din kontrol, eller som du har mulighed for at planlægge efter, kan ikke betegnes som usædvanlige. Eksempler på forhold, der ikke kan betragtes som usædvanlige, er eksempelvis:

  • forsinkelse på grund af offentlige transportmidler
  • at det tog længere tid at uploade en opgave i Digital Eksamen, end du havde forventet
  • at du gerne vil på ferie
  • at du har fået tilbudt et job eller en praktikplads.


Forhold, som er hyppigt eller sædvanligt forekommende blandt studerende, vil normalt ikke kunne betragtes som usædvanlige.

Lægeerklæringen

Hvis du søger dispensation, fordi du har en lidelse eller sygdom, som påvirker din mulighed for at gennemføre din uddannelse på de vilkår, der normalt gælder, skal du bruge en lægeerklæring.

Formålet med lægeerklæringen er at dokumentere, hvordan, i hvor høj grad og hvor længe din lidelse eller sygdom påvirker din mulighed for at studere / gå til eksamen.

Lægeerklæringen skal give svar på disse spørgsmål:

  • Hvordan påvirker sygdommen/lidelsen dig?
    Lægen skal beskrive, hvordan din lidelse/sygdom påvirker din mulighed for at studere, herunder gå til eksamen og overholde gældende regler. Lægen skal ikke nødvendigvis oplyse, hvilken sygdom eller lidelse, der er tale om, men det er vigtigt, at han/hun beskriver, på hvilken måde det påvirker dig, så studienævnet har mulighed for at vurdere, om der er grund til at give dig dispensation.
  • I hvor høj grad?
    Lægen kan også give en vurdering af, i hvor høj grad det påvirker din mulighed for at studere (fx om du i en periode er helt ude af stand til at studere, eller godt kan være delvist studieaktiv), og evt. hvordan prognosen er – om der er udsigt til bedring.
  • Hvor længe?
    Det er også vigtigt, at lægen gør rede for, i hvilken periode du har været syg, og evt. hvor længe det forventes at vare.

Spørgsmålene skal besvares i relation til den regel, du søger dispensation fra. Og lægen skal oplyse, hvilke informationer der stammer fra lægens egen undersøgelse af dig, og hvilke der kommer fra samtale med dig, fra tredjepart, patientjournal el. lign.

Og så skal de her formaliteter også være på plads:

  • Dit navn og personnummer og din adresse.
  • Lægens navn, autorisations-ID, virksomhedsadresse og uddannelse.
  • Oplysning om, hvem der er egen læge.
  • Dato og lægens underskrift eller lignende.

Lægeerklæringens betydning

Lægeerklæringen er en lægefaglig vurdering, som skal give studienævnet grundlag for at vurdere, om du skal have dispensation. Studienævnet er forpligtet til at forholde sig til lægeerklæringen, når de behandler din sag, men de er ikke forpligtede til at følge lægens eventuelle anbefalinger.

Hvis studienævnet ikke mener, de har fået tilstrækkelig dokumentation til at vurdere din sag, har de mulighed for at bede dig om at sende yderligere dokumentation.

Dokumentation ved funktionsnedsættelse

Pr. 1. april 2016 laver Rådgivnings- og Støtteenheden ikke længere udtalelser til studerende, der søger om dispensationer pga. funktionsnedsættelse, og dit studienævn vil ikke længere bede om særlige udtalelser fra Rådgivnings- og støtteenheden.

Du skal i stedet bruge den dokumentation, du allerede har for din funktionsnedsættelse. Det kan være en lægeerklæring, en journal fra et hospital, en udredningsrapport, en test for dysleksi eller lignende.

Hvis du ikke kan finde noget dokumentation, kan SPS på Aarhus Universitet hjælpe med at fremskaffe en kopi af den dokumentation, der er brugt i forbindelse med en tidligere ansøgning om Specialpædagogisk Støtte.  

Send en mail på sps@au.dk, eller ring på 871 62 720

Dispensationsansøgningen bliver behandlet af det studienævn, der er ansvarlig for din uddannelse.

Dispensation i forbindelse med eksamen

Du skal være opmærksom på, at sagsbehandlingstiden er ca. 6 uger fra vi modtager din ansøgning. Ansøgninger om eksamensrelaterede dispensationer skal derfor indsendes i god tid inden den relevante eksamen og gerne ved semesterstart, når der er tale om kronisk funktionsnedsættelse som fx dysleksi.

Barsel

Hvis du bliver forælder og ønsker at holde barsel i løbet af dit studium, skal du søge om dispensation hos dit studienævn.

For studerende på DPU

Som studerende på DPU har du mulighed for at søge om at få udsat den maksimale studietid i op til tre semestre (18 måneder), hvis du vil holde barsel. Vær opmærksom på, at det kan være en fordel at holde to semestres barsel fremfor tre, da du ellers vil komme skævt ind i dit studieprogram, når du går i gang med studiet igen efter din barsel.

Du kan vælge at holde helt eller delvist pause fra dit studie.

Du skal også være opmærksom på, at du som mor kun kan få 12 ekstra SU-klip og som far/medmor 6 ekstra SU-klip. Hvis du vælger at holde en længere barsel, er det derfor meget vigtigt, at du orienterer dig om konsekvenserne for udbetalingen af din SU. Læs mere på SU-styrelsens hjemmeside om betingelser for udbetaling af SU.

Når du søger om udsættelse af den maksimale studietid grundet barsel, skal du vedlægge en studieplan over dit resterende studieforløb. På baggrund af den fremsendte studieplan, ændrer vi dine tilmeldinger til undervisning og eksamen i alle obligatoriske discipliner i dit studieprogram. Du kan altid se, hvilken undervisning du er blevet automatisk tilmeldt i Studieselvbetjeningen.

Du kan læse mere om til- og fra-melding af undervisning og eksamen her.

Når du får udsat den maksimale studietid, fordi du ønsker at holde barsel, vil dit studieaktivitetskrav blive sat i bero i den periode, du holder barsel. Du kan læse mere om studieaktivitetskrav her.  

Afhængigt af, hvor langt du er i dit studieforløb, kan der også være andre regler, du skal søge dispensation fra. Det er derfor en god idé, at tale med en studievejleder, som også kan hjælpe dig med at sammensætte en plan for, hvordan du skal fortsætte dit studie, når du vender tilbage fra barsel.

Barsel under specialeforløbet

Bliver du forælder under dit specialeforløb, kan du få udsat din afleveringsfrist med op til 12 måneder.  Din maksimale studietid vil blive forlænget med tilsvarende periode, ligesom dit studieaktivitetskrav vil blive stillet i bero i samme periode.

Dokumentation i forbindelse med ansøgning om barsel

I forbindelse med din dispensationsansøgning skal du vedlægge en af følgende former for dokumentation:

  • Vandrejournal
  • Fødselsattest
  • Adoptionsbekræftelse
  • Faderskabs- eller moderskabserklæring


SU under barsel

Husk også at orientere dig om SU-styrelsens regler omkring SU og barsel. Læs mere på SU-styrelsens hjemmeside.

Generelle regler om graviditet

Det er vigtigt, at der skelnes mellem barsel og graviditet. Graviditet udgør således ikke i sig selv et usædvanligt forhold og kan derfor ikke begrunde en dispensation. 

Hvis du i graviditeten oplever gener/sygdom, som har indflydelse på specialeforløbet, kan du søge dispensation særskilt for dette. Dette kræver, at der er tale om ’usædvanlige forhold’ og at du kan dokumentere disse forhold.

For studerende på Institut for Kultur og Samfund og Institut for Kommunikation og Kultur

Som studerende på Institut for Kultur og Samfund og Institut for Kommunikation og Kultur har du som mor mulighed for at holde op til 12 måneders barsel, og som far eller medmor har du mulighed for at holde op til 6 måneders barsel. Du kan enten vælge at holde helt eller delvist pause fra dit studie i denne periode. 

Helt konkret kan du søge om følgende dispensationer i forbindelse med barsel:

  • Dispensation fra reglen om maksimal studietid
    Som mor kan du søge om op til 12 måneders forlængelse af den maksimale studietid, som far eller medmor om op til 6 måneders forlængelse.
  • Dispensation fra studieaktivitetskravet på 45 ECTS
    Som studerende på Arts skal du hvert studieår bestå 45 ECTS. Som mor kan du søge om at få nedskrevet dette aktivitetskrav til 0 ECTS i de 12 måneder, du ønsker at holde barsel. Som far eller medmor kan du søge om at få aktivitetskravet nedskrevet til 30 ECTS i det år, hvor du ønsker at holde 6 måneders barsel.
  • Dispensation til at blive afmeldt automatiske tilmeldinger til undervisning og eksamen i de semestre, hvor du ønsker at holde barsel
    Da du automatisk tilmeldes undervisning og eksamen i alle obligatoriske discipliner i dit studieprogram og kun kan afmelde dig i en begrænset periode, kan du søge om dispensation til at blive afmeldt undervisning og eksamen i en eller flere discipliner i det eller de semestre, du ønsker at holde barsel.


Afhængigt af, hvor langt du er i dit studieforløb, kan der også være andre regler, du skal søge dispensation fra.

Det er derfor en god ide, at tale med en studievejleder, som også kan hjælpe dig med at sammensætte en plan for, hvordan du skal fortsætte dit studie, når du vender tilbage fra barsel.

Barsel under specialeforløbet

Bliver du forælder under dit specialeforløb, kan du ud over det ovennævnte søge om dispensation til at få udsat din afleveringsfrist med det antal måneder, du ønsker at holde barsel - for mødre op til 12 måneder, for fædre og medmødre op til 6 måneder.

Dokumentation i forbindelse med ansøgning om barsel

I forbindelse med din dispensationsansøgning skal du vedlægge en af følgende former for dokumentation:

  • Vandrejournal
  • Fødselsattest
  • Adoptionsbekræftelse
  • Faderskabs- eller moderskabserklæring


SU under barsel

Husk også at orientere dig om SU-styrelsens regler omkring SU og barsel. Læs mere på SU-styrelsens hjemmeside.

Generelle regler om graviditet

Det er vigtigt, at der skelnes mellem barsel og graviditet. Graviditet udgør således ikke i sig selv et usædvanligt forhold og kan derfor ikke begrunde en dispensation.

Hvis du i graviditeten oplever gener/sygdom, som har indflydelse på specialeforløbet, kan du søge dispensation særskilt for dette. Dette kræver, at der er tale om ’usædvanlige forhold’ og at du kan dokumentere disse forhold.

318116 / i40