Fremdriftsreformen

Universitetslovens bestemmelser om studiefremdrift er udmøntet dels i et generelt regelsæt for Aarhus Universitet, dels i interne regler for studiefremdrift på Arts.

Fremdriftsreform II på Arts

Tilmelding til undervisning og prøver

Du bliver tilmeldt de obligatoriske kurser/moduler, du skal følge i det kommende semester, men har mulighed for at melde fra igen. Både til- og framelding foregår i tilmeldingsperioderne, som ligger forud for hvert semester:

  • Undervisning i efterårssemestret: 1. - 7. maj
  • Undervisning i forårssemestret: 1. - 7. november

Når du er tilmeldt undervisning, er du automatisk tilmeldt den tilhørende prøve.

Tilmelding til 2. og 3. prøveforsøg

Du bliver ikke automatisk tilmeldt 2. og 3. prøveforsøg, men skal selv tilmelde dig ved de gældende frister. 

Procedurer og frister for tilmelding til 2. og 3. prøveforsøg er beskrevet på siden om omprøve

Tilmelding til speciale

Tilmelding til specialet er obligatorisk, og du bliver automatisk tilmeldt til den normerede afleveringsfrist i dit 4. semester (5. hvis du har rammeudvidelse). De normerede frister er 1. juni for studerende på en to-årig kandidatuddannelse med sommerstart og 2. januar for studerende med vinterstart eller rammeudvidelse.

Du har ikke mulighed for at framelde dig specialet.

Framelding

Du bliver tilmeldt de obligatoriske moduler/kurser, du skal følge i det kommende semester, men har mulighed for at melde fra igen. Både til- og framelding foregår i tilmeldingsperioderne, som ligger forud for hvert semester:

  • Undervisning i efterårssemestret: 1. – 7. maj
  • Undervisning i forårssemestret: 1. – 7. november.

 
Du bliver automatisk tilmeldt specialet, og der er ikke mulighed for at melde sig fra.

Førsteårsprøve

Som bachelorstuderende (indskrevet september 2016 eller senere) skal du have bestået en førsteårsprøve senest ved udgangen af dit første studieår. Det betyder, at der kan være prøver, hvor du kun har to prøveforsøg.

Det vil fremgå af din studieordning, hvilke prøver, studienævnet har besluttet, indgår i førsteårsprøven.

For studerende optaget på en bacheloruddannelse tidligere end september 2016 er reglerne om førsteårsprøver uændrede.

Maksimal studietid

Den maksimale studietid for studerende på Arts er den normerede studietid for uddannelsen + ½ år. Har du inden for denne tidsramme ikke gjort din uddannelse færdig, vil du blive udmeldt. Du bliver udmeldt uanset hvilke og hvor mange fag, du måtte mangle, og også selv om du ikke har omsat dine prøvemuligheder til reelle prøveforsøg inden for den fastsatte studietid.

Maksimal studietid - overgangsordninger

Resterende studietid, hvis du er indskrevet før 1. september 2016

Hvis du er indskrevet før 1. september 2016, vil det blive opgjort individuelt, hvornår din maksimale studietid er nået. Slutdatoen bliver beregnet på baggrund af det antal ECTS, du mangler (omregnet til hele semestre). Hertil lægges ½ år. 

Særligt for studerende indskrevet før 1. september 2015

Arts fastsatte pr. 1. september 2015 regler for maksimale studietider. Hvis beregning af resterende studietid efter reglerne i overgangsordningen (resterende normeret studietid + ½ år) giver en længere maksimal studietid end regler fastsat pr. 1. september 2015, er 2015-reglerne fortsat gældende.

 

Maksimal studietid for studerende optaget på en erhvervssproglig uddannelse (CLM og IVK) i september 2016 og før

Studerende, der er optaget på en erhvervssproglig uddannelse i september 2016

Den maksimale studietid for bachelorstuderende, der er optaget på en erhverssproglig uddannelse i september 2016, er den normerede studietid for uddannelsen + 1 år. 

Den maksimale studietid for kandidatstuderende, der er optaget på en erhverssproglig uddannelse i september 2016, er den normerede studietid for uddannelsen + 6 måneder.

Studerende, der er indskrevet på en erhvervssproglig uddannelse før den 1. september 2016

For de studerende, som er indskrevet før den 1. september 2016, vil den maksimale studietid være den individuelle resterende normerede tid (pr. 15. september 2016) plus to semestre for bachelorstuderende og plus et semester for kandidatstuderende.

 

 

 

Studieaktivitetskravet

Studieaktivitetskravet betyder, at du som minimum skal bestå 45 ECTS af de 60 ECTS, der udgør et helt studieår.

Kravet er akkumuleret, hvilket vil sige, at du efter første studieår skal have optjent mindst 45 ECTS, efter andet studieår mindst 90 ECTS osv.

Studieaktivitet defineres som beståede ECTS. Deltagelse i undervisning og brugte prøveforsøg tæller ikke med som studieaktivitet.

Barsel

Barsel håndteres som et dispensationsforhold. Ønsker du at holde barsel under dit studie, skal du søge om dispensation fra både aktivitetskravet og fra den maksimale studietid.

Du kan læse mere om barsel på siden om dispensation.

Udlandsophold

Når du får forhåndsgodkendelse til udlandsophold, skal du være opmærksom på, at du får forhåndsgodkendt så mange ECTS, at du lever op til studieaktivitetskravet det pågældende studieår. Du skal også være opmærksom på, om det stadig vil være muligt for dig at færdiggøre din uddannelse inden for den maksimale studietid.

Dispensationer

Dispensationer før 1. september 2016

Hvis du har fået dispensation fra tilmeldingskravet pga. barsel i efteråret 2016, foråret 2017 og/eller efteråret 2017, vil din maksimale studietid blive udsat svarende til varigheden af din barsel.

Dispensationer efter 1. september 2016

Hvis du kan dokumentere usædvanlige forhold, kan lige som tidligere opnå dispensation fra regelsættet.

Hvor det tidligere kunne være relevant at dispensere fra den bindende tilmelding til 30 ECTS, vil det under det nye regelsæt være relevant at søge dispensation fra aktivitetskravet såvel som fra den maksimale studietid.

Derudover kan følgende forhold efter konkret vurdering fra studienævnet give anledning til dispensation fra aktivitetskravet og den maksimale studietid:

1) Studerende der er elitesportsudøvere

2) Studerende der er formænd under Dansk Ungdoms Fællesråd og

3) Studerende der er iværksættere.