Merit

Merit

Som studerende kan du have brug for eller lyst til at opfylde studieordningens bestemmelse på en særlig måde – det kan være, at du:

  • ønsker at lade et bestået kursus eller en gruppe af beståede kurser fra en anden institution eller et andet fakultet erstatte obligatoriske eller valgfri kurser i din uddannelse på Faculty of Natural Sciences eller Faculty of Technical Sciences
  • ønsker at gennemføre en del af din uddannelse ved et udenlandsk universitet 

I sådanne tilfælde har du brug for at lave en meritansøgning.

Du skal søge dit studienævn om at få godkendt, at et studieelement / kursus fra en anden videregående uddannelse (i ind- eller udland) kommer til at indgå i (meriteres til) din uddannelse.

Vær opmærksom på, at du skal bruge de beståede kurser m.v. til merit i din uddannelse, og du er dermed forpligtet til at oplyse om beståede kurser fra udlandet eller fra andre danske uddannelsesinstitutioner

Startmerit - når du søger om merit ifm. studiestart

Når du søger ind på en bachelor- eller kandidatuddannelse og har kurser fra en uafsluttet uddannelse på samme niveau, som du tror kan være meritgivende på det nye studie, skal det fremgå af din ansøgning om optagelse via optagelse.dk. Har du udfyldt i ansøgningen om optagelse, at du har gennemført dele af en anden uafsluttet uddannelse, vil dette automatisk indgå i en vurdering af din startmerit efter, at du har takket ja til studiepladsen.

Du vil ifm. studiestart modtage et brev fra Studienævnet om, hvorvidt de vurderer, at du får merit for de afsluttede kursusaktiviteter fra tidligere uddannelser. Indtil at du modtager svar fra Studienævnet, bør du følge undervisningen i alle kurser på din nye uddannelse.

Startmerit ifm. sidefag på tompladsordning

Hvis du vurderer, at du har afsluttet meritgivende aktiviteter, som kan indgå i dit sidefag, skal du have foretaget en faglig vurdering af de mulige meritgivende kurser. Dette kan først ske efter, at du er blevet indskrevet og optaget på kurser gennem tompladsordningen, så det er vigtigt, at du ved opstarten af sidefaget tilmelder dig kurser, der ikke samtidig indgår i en meritvurdering ved Studienævnet.

Når du søger om merit skal du først og fremmest orientere dig i studieordningen for sidefaget. Du kan finde studieordninger i menuen under 'Undervisning' > 'Studieordninger'.

Som en del af din ansøgning om merit, skal du selv komme med et udkast til, hvilke kurser du mener, at du kan få merit for. Du kan orientere dig i kursuskataloget og ud fra kataloget sammenligne med de kurser, som du allerede har gennemført. Du finder kursuskataloget her

Når du har dannet dig et overblik over studieordning, kurser og udkast til merit, kan du sende en ansøgning med dine forslag til merit via mitstudie.au.dk.

I ansøgningen skal du redegøre for, hvordan indholdet af dit kursus dækker indholdet i det kursus, som du søger merit for. Hertil skal du vedlægge dokumentation for beståede kurser på dansk/engelsk samt kursusbeskrivelser.

Du vil modtage et svar fra Studienævnet, om du har fået merit inden for 6-8 uger.

Studieplan

Når du har fået svar på din meritansøgning, skal du kontakte studievejlederen for din uddannelse, som vil hjælpe med at lægge en endelig studieplan for, hvilke kurser du skal følge for at gennemføre et sidefag.

Merit ved kurser taget på en anden uddannelsesinstitution (ind- og udland)

Meritproceduren består af følgende trin:

  1. Søg om forhåndsgodkendelse

Du skal på forhånd ansøge dit studienævn om godkendelse til, at et studieelement/kursus fra en anden uddannelse (inden- eller udenlandsk) kan indgå i din uddannelse. Forhåndsgodkendelsen giver dig adgang til at ansøge om optagelse på pågældende kursus. Du skal vedlægge en kursusbeskrivelse.  Kurset skal være godkendt i din bachelor-/kandidatkontrakt, inden du søger forhåndsgodkendelsen. OBS: DETTE GÆLDER IKKE FOR DIPLOMINGENIØRSTUDERENDE.

Din ansøgning skal sendes direkte til dit studienævn via mitstudie.au.dk. Ansøgningsmodulet sikrer dig en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling. Bemærk, at ansøgningen først kan sendes, når du har indtastet alle relevante oplysninger, og at du ikke modtager en kvitteringsmail. Husk derfor at gemme din ansøgning.

Læs mere om forhåndsmerit ved udlandsophold her.

  1. Søg om endelig meritvurdering

Når du har gennemført pågældende kursus/kurser og fået dokumentation på det, skal du søge dit studienævn om endelig godkendelse af meritoverførslen. Du sender din ansøgning via mitstudie.au.dk. Husk at vedlægge relevant dokumentation.

  • Dokumentation er attesteret bevis for beståede fag, dvs. en eksamensudskrift med stempel og underskrift fra den uddannelsesinstitution, hvor fagene er bestået. Ved udenlandske eksamener skal vedlægges en officiel beskrivelse af den anvendte karakterskala.
  • Du skal anføre kursusnavnet på dansk og på engelsk (hvis det ikke kun findes på engelsk). Kursusnavn skal dokumenteres ved enten kursusbeskrivelse eller eksamensudskrift. Kursusnavnet kommer senere til at stå på dit eksamensbevis.
  • Forhåndsgodkendelse af de fag, som du søger om at få meritoverført. Hvis der er ændringer til forhåndsgodkendelsen indsendes også kursusbeskrivelse på dansk eller engelsk af de kurser, som du søger om at få meritoverført (inkl. kursusniveau, ECTS mv.)
  • Vær opmærksom på, at Studienævnet foretager løbende stikprøvekontrol af indsendt dokumentation. Ved ansøgning om merit giver du tilladelse til at studienævnet kan tage kontakt til den udstedende uddannelsesinstitution for at få bekræftet dokumenters ægthed og indhold.

Merit taget på en anden uddannelse på Aarhus Universitet (gæstefag)

Hvis du ønsker at søge om gæstefag i forbindelse med din uddannelse, kan du finde en udførlig vejledning i hovedmenuen under menupunktet "Gæstestuderende på AU".

Kontakt

Spørgsmål skal sendes fra din AU-mail til
Studieservice.Nat-Tech@au.dk

OBS: Husk at gemme din ansøgning, da der ikke sendes kvitteringsmails