5 fordele ved det nye Aarhus BSS-website

Mandag den 25. januar går det nye bss.au.dk i luften med en række forbedringer. Vi har her listet de fem største fordele ved det nye website i forhold til det tidligere.

25.01.2016 | ANDREAS JENSBY

Nyt bss.au.dk

Tidligere bss.au.dk

Når Aarhus BSS den 25. januar trykker på den store grønne launch-knap, får fakultetet et nyt og forbedret website på www.bss.au.dk. Websitet vil fortsat blive testet og videreudviklet, efter det er gået i luften, da folkene bag projektet har haft en temmelig kort deadline. De vigtigste funktioner er dog på plads, og her får du de fem vigtigste forbedringer:

1. Folk får det, de kommer efter
En stor analyse har vist, hvad de eksternt besøgende (folk udenfor AU) rent faktisk kommer efter på au.dk. Det handler bl.a. om at finde en uddannelse, få vejledning eller finde personer, institutter, bygninger osv. Disse elementer er derfor i fokus på den nye hjemmeside. Nyheder får en mindre fremtrædende plads på siden, da de i stigende grad formidles og læses på Aarhus BSS’ sociale medier samt institutternes egne hjemmesider.

2. Siden fungerer også på mobil og tablet
Det nye website er lavet fuldt responsivt, hvilket vil sige, at det fungerer og ser godt ud på alle skærmstørrelser. Fra smartphone og tablet til biograflærreder (hvor det dog formentlig ikke vises så tit).

3. Alle aktiviteter på Aarhus BSS er samlet
Indtil nu har siderne for ph.d., efteruddannelse, alumner, karrierecenter med mere ikke været en del af bss.au.dk. Det har i praksis betydet, at brugerne på siden er blevet kastet frem og tilbage mellem et hav af hjemmesider med forskellige navne og logoer. Det er slut nu – i hvert fald hvad angår ovennævnte sider. En ny topnavigation leder nemt folk hen til de ting, de efterspørger.

4. Vi er nu også visuelt en samlet og moderne business school
Det nye website skaber en professionel ramme om Aarhus BSS, som markerer og styrker indtrykket af et fakultet med stærke forsknings- og uddannelsesmæssige kompetencer. Med de selvkritiske briller på har det tidligere bss.au.dk ladt en del tilbage at ønske, og det har bl.a. også været et krav fra akkrediteringsinstitutionerne, at Aarhus BSS visuelt på web og i alt andet materiale udadtil skulle fremstå mere som en samlet business school.

5. Mindre og bedre indhold giver hurtigere website
Som en del af projektet bliver der løbende ryddet op på alle Aarhus BSS’ mange tusinde sider. Sider slettes og sammenlægges, tekster strammes op og unødigt indhold, der har akkumuleret sig over årene får en overhaling. I en lignende øvelse på medarbejdere.au.dk kunne man mindske antallet af sider med 70 %, uden at det efterspurgte indhold gik tabt. Så voldsomt bliver det nok ikke på bss.au.dk, men pointen er den samme: færre og bedre sider giver bedre overblik og mindre spildtid for alle, som besøger vores sider.

> Læs også: Aarhus BSS kommer i nye digitale klæder (11.12.2015)

Spørgsmål om det nye website kan stilles til:

Projektleder Rune Gamborg Ørum
Mail: runegamborg@au.dk



Opslag
312189 / i40