Mulighederne for udveksling på Aarhus BSS er rigtig gode

Onsdag d. 12 marts var der ”International Exchange Lounge” på Aarhus BSS. Over 500 studerende var samlet for at dele erfaringer og forventninger til udveksling.

22.03.2019 | Tine Bagger Christiansen

Anne Nørgaard. Foto: Privat

Caroline Ammentorp. Foto: Privat

På dagen havde de studerende mulighed for at møde medstuderende, som skal til samme destination som dem selv. Derudover blev de matchet med internationale udvekslingsstuderende fra deres kommende værtsuniversitet, som er på udveksling på Aarhus BSS lige nu og/eller med medstuderende fra Aarhus BSS, som tidligere har været på destinationen. 

Anne skal på udveksling
Anne Nørgaard, der studerer HA Almen på Aarhus BSS på 4. semester, var en af de studerende, der var mødt op. Hun skal på udveksling til Universidade NOVA de Lisboa i Portugal i efteråret 2019:

”Jeg var rigtig glad for, at jeg mødte op og fik sat ansigter på de fleste af dem, der skal til samme land, som jeg. Vi fik bl.a. lavet en Facebook-gruppe og delte ideer og tanker om selve studieopholdet. Derudover snakkede jeg med en studerende fra Lissabon, der studerer her på Aarhus BSS lige nu, som normalt studerer på mit værtsuniversitet. Han fortalte om studielivet der og havde mange gode anbefalinger om byen, væresteder, attraktioner mm. At kunne snakke med en studerende fra min værtsby og -universitet skabte lidt mere ro over hele situationen og gav mig svar på de spørgsmål, jeg havde om f.eks. boligsituation, fag og transport,” siger Anne, som har gjort sig mange tanker om at skulle ud at rejse:

”Jeg vil gerne ud at rejse med mit studie, fordi det er en oplagt mulighed for at få en oplevelse for livet, samtidig med at det gavner min uddannelse. Jeg har valgt at rejse med AU, da de har utrolig mange samarbejder verden over og har en god struktur for, hvordan man skal forholde sig f.eks. i forbindelse med ansøgningsprocessen,” fortæller Anne.

En mulighed man ikke kan sige nej til
Caroline Ammentorp læser Economics and Business Administration på 4. semester i Herning og skal også til Portugal næste semester.

”Jeg må indrømme, at jeg ikke havde skyhøje forventninger til Exchange Lounge-arrangementet, men jeg gik helt sikkert derfra med meget mere, end hvad jeg havde regnet med! Vi mødte en lokal fra Lissabon, som var på udveksling i Danmark nu. Han var meget behjælpelig med alle vores spørgsmål - så jeg vil sige, jeg helt sikkert fik en masse ud af det,” fortæller Caroline og fortsætter:

”At skulle på udveksling er bare en mulighed, man ikke siger nej til, jeg glæder mig så meget til at lære en masse om en anden kultur, en anden måde at blive undervist på og at skabe et bredt netværk! Jeg er så glad for, at udveksling er en mulighed for os studerende. Jeg regner med at møde en masse fantastiske mennesker, jeg kan sparre med igennem min karriere, få en masse gode oplevelser og tilføje et sprog til samlingen.”

Udveksling er populært
Der var så stor interesse for arrangementet, at arrangørerne måtte tage flere lokaler i brug end først planlagt.

”Vi er meget overvældede over den store opbakning til International Exchange Lounge. Vores indtryk er, at de studerende fik rigtigt meget ud af at møde hinanden personligt, og vi håber, at de kommende udvekslingsstuderende også har lyst til deltage i International Exchange Lounge næste år og dele deres erfaringer med den næste generation af udvekslingsstuderende,” siger Nina Jørgensen, som er international koordinator på Aarhus BSS.

”Generelt oplever vi, at der er en stigende interesse for at komme på udveksling. Et udvekslingsophold kan udvikle de studerende både personligt og fagligt, og så ser det godt ud på CV’et. På Aarhus BSS har vi hundredvis af spændende udvekslingsaftaler over hele verden, og de studerende har rigtig gode muligheder for at komme på udveksling," slutter Nina Jørgensen.

Vil du også på udveksling?
Har du lyst til at rejse og lære nye mennesker at kende, lære at stå på egne ben i en ny by, blive en del af en fremmed kultur og samtidig blive udfordret fagligt og blive bedre til et sprog, så er et udvekslingsophold en oplagt mulighed.

Hvis du vil på udveksling i efteråret 2020 eller foråret 2021, kan du høre mere om udveksling på de såkaldte Study Fairs i efteråret 2019. Følg Aarhus BSS International på Facebook for updates eller send en e-mail til bss.international@au.dk.  


Yderligere oplysninger

studerende.au.dk/rejsud

Studerende, Aarhus BSS
312189 / i40