Nordkorea: Fred, atomvåben og politisk magtspil

Liselotte Odgaard fra Forsvarsakademiet og Geir Helgesen fra NIAS besøger Det Udenrigspolitiske Selskab, hvor de vil diskutere og give inputs til bedre at forstå det kommende og begivenhedsrige politiske magtspil på den koreanske halvø.

30.04.2018 | Ingrid Marie Fossum

Dato tor 17 maj
Tid 17:30 19:00
Sted Mødelokale 2 (M2), Aarhus Universitet, Frederik Nielsens Vej 2

Fredag d. 27. april 2018 var en historisk dag, idet den sydkoreanske præsident Moon Jae-in og Nordkoreas leder Kim Jong-un satte hinanden i stævne til topmøde.

Helt overraskende vedtog parterne at arbejde frem imod en egentlig fredsaftale for den koreanske halvø. Topmødet affødte ligeså mange spørgsmål som svar. Er Kim Jong-un villig til at nedlægge sine atomvåben? Hvad betyder topmødets resultater for det planlagte møde imellem præsident Donald Trump og Kim Jong-un i enten slutningen af maj eller i løbet af juni? Hvordan forholder Kina, som på den ene side ønsker ro i baghaven, men samtidig frygter for amerikansk indflydelse i området, til alt det her. Bliver der i løbet af foråret skrevet mere historie? 

Liselotte Odgaard fra Forsvarsakademiet og Geir Helgesen fra Nordic Institute of Asian Studies (NIAS) besøger Det Udenrigspolitiske Selskab Aarhus d. 17. maj kl. 17.30-19.00, hvor de blandt andet vil diskutere disse spørgsmål og give inputs til bedre at forstå det kommende og begivenhedsrige politiske magtspil på den koreanske halvø. Mødet bliver modereret af bestyrelsesmedlem Mikkel Jensen.

Alle er velkommen!

Arrangement
312180 / i40