Alumner viser hvordan netværk sikrer dig karrieren

Vil du vide, hvordan du lander drømmejobbet, eller hvorfor din karriere allerede starter under din studietid? I videoprojektet ’Welcome to my world’ fortæller alumner fra Aarhus Universitet, hvorfor dit netværk fra studiet er meget vigtigere for din karriere, end du tror.

23.02.2012 | Martin Williams Strandby

Fire alumner har indtil videre fortalt om deres erfaringer i videointerview.

- De mennesker, du sidder med i fredagsbaren i dag, kan blive en kæmpe hjælp for dig i morgen, det er dem, der kan skaffe dig din karriere i fremtiden.

Så kontant er udmeldingen fra Thomas Beierholm, MA i Corporate Communications 2007. Som Client Director i mediabureauet MEC Global ved han, hvad han taler om. Han har nemlig brugt sit netværk fra studietiden i Aarhus aktivt, hvilket sikrede ham karrieren hos det internationale mediabureau.

I det nye videoprojekt ‘Welcome To My World’ kan du høre Thomas’ og andre AU-alumners historie om vejen fra studiet til en eftertragtet karriere.

Welcome to my world
I en række videointerviews sætter AU Alumni ansigt på AU’s store alumnenetværk, hvor alumnerne byder velkommen til deres verden, og fortæller om deres personlige vej til karrieren. Du kan bl.a. høre, hvilke elementer fra studierne, som de benytter mest i deres arbejde, hvordan de har valgt deres karriere samt høre deres bedste råd til nuværende studerende. 

De fire videoer kan ses i fuld længde eller i små klip delt ind i tematiske blokke. Er du fx primært interesseret i, hvad dit netværk betyder for din fremtidige karriere, hvordan du klarer overgangen fra studie til arbejdsliv bedst muligt, eller hvordan du scorer drømmejobbet, så kan du nu vælge et klip med netop det indhold, der interesserer dig.

Netværk er afgørende for din karriere
En af pointerne fra alumnernevideoerne er, at man som studerende skal tænke strategisk over sit netværk. Mange stillinger besættes i dag uden opslag, og flere gør i stigende grad brug af ’netværk i anden’, dine bekendtes bekendte, fx kollegaers venner. For overhovedet at blive bekendt med de attraktive stillinger er dit netværk derfor vigtigt. 

Welcome To My World-videoerne giver dig helt konkrete eksempler på, hvordan man opbygger et netværk og holder det ved lige – også efter endt studietid. Thomas Beierholm gør stadig brug af sit netværk fra studietiden. Han mødes fra tid til anden med 30 andre alumner til en uformel sammenkomst, hvor de diskuterer arbejdsrelaterede udfordringer og deler ledelseserfaringer. 

Yderligere information
AU Alumni står bag videoprojektet Welcome To My World. AU Alumni blev startet på det tidligere ASB, så da ideen Welcome To My World blev undfanget, var fokusområdet uddannelserne der. Men på sigt vil AU Alumni gerne omfatte hele AU. Derfor vil de gerne høre din mening om videoerne, og hvad du kunne tænke dig at høre mere om i fremtiden.

Corey Morris
Alumni Relations Manager
AU Alumni, Business and Social Sciences

Telefon: 8715 2387
Mail: corey@asb.dk
Web

Studerende
312177 / i40