ASB introducerer det første valgfag på eliteniveau

21.04.2009 | kibl



Som noget nyt kan cand.merc. studerende på ASB nu vælge at tage et valgfag på eliteniveau. Faget hedder Applied Business Development, og her skal de studerende prøve kræfter med, hvordan man som iværksætter omdanner en god idé til en bæredygtig forretning. Sidste chance for tilmelding er den 15. maj 2009.

Det første valgfag på eliteniveau på ASB bliver til efterårssemestret en realitet. Elitemoduler er en ny type eliteforløb, godkendt af Videnskabsministeriet, der giver studerende mulighed for at erstatte traditionelle moduler på deres kandidatuddannelse med særligt kompetencegivende og udfordrende moduler. Modulerne giver fra 20-30 ECTS point og giver derudover et ekstra plus på CV'et, fordi man som studerende får en bredere viden.

I det nye valgfag på ASB, Applied Business Development, er områder som iværksætteri, innovation og bæredygtighed i spil, når de studerende i forløbet skal producere bæredygtige forretningsplaner og markedsføringsmateriale for såvel offentlige som private virksomheders patenter.

- Valgfaget kommer omkring mange vidt forskellige emner, såsom IP-, markedsførings- og finansieringsstrategier, så på den måde får man som studerende en bred viden om alle de processer, man skal træffe beslutninger om, når man ønsker at kommercialisere et patent, og man lærer at styre de mange processer samtidig. De studerende får via valgfaget en mulighed for at prøve kræfter med iværksætteri og innovation, siger ph.d.-studerende, Martin Klint Hansen, der har været med til at arrangere valgfaget.

Et praktisk orienteret forløb
Selve formen på faget er meget praktisk orienteret, og de studerende skal arbejde med rigtige patenter i tæt samarbejde med erhvervslivet og offentlige institutioner for at få et så realistisk indblik som muligt i, hvordan forretningsplaner og lignende udarbejdes. Samtidig vil de studerende løbende få feedback på deres idéer.

Patenterne er fundet i et samarbejde Patent- og Kontraktenheden på Aarhus Universitet og Inventure Capital og FCMB, der arbejder med henholdsvis investeringer i nyopstartede virksomheder og analyse og udvikling. Derudover har Grundfos indvilliget i at stille deres patentportefølje til rådighed.

- Vi tror på at uddannelsen vil dække et behov hos såvel offentlige forskningsinstitutioner som private virksomheder. Hos både det offentlige og i det private er det vigtigt, at idéerne omdannes til bæredygtige forretningsplaner, og netop det giver uddannelsen de studerende kompetencer i, siger Martin Klint Hansen.

Planen er, at de studerendes idéer til kommercialisering efter forløbet skal videregives til de virksomheder og institutioner, der ejer patentet, således at de for et beslutningsgrundlag for den videre udvikling af patentet.

Fakta:
- Underviserne John Agerholm og Martin Klint Hansen, der skal undervise på valgfaget, har stor ekspertise, når det gælder kommercialisering. De har blandt andet vundet Bangkok Business Challenge I 2008, hvor de dystede mod 100 andre ansøgere fra hele verden om at skabe den bedste forretningsplan. Derudover har de vundet Venture Cup I 2008 og er pt. på et halvt års ophold i USA ved det internationalt anerkendte program Kauffmann Fellowship, hvor de deltager sammen med tretten andre udvalgte studerende fra hele verden. Her vil de blive undervist af nogle af de bedste professorer i verden ved universiteterne Harvard og Stanford og blive tilknyttet en ung og innovativ amerikansk teknologivirksomhed.

- Du kan læse mere om valgfaget Applied Business Development her

- Tilmelding til valgfaget skal ske senest den 15. maj 2009. Tilmelding kan ske her


Af Kit Balle Lauersen

312177 / i40