ASB-studerende forventer mindre i løn end CBS-studerende

04.12.2008 | kibl

To dugfriske undersøgelser foretaget af Universum og Reputation Institute og Moment afslører, hvad studerende på ASB efterspørger, når de skal ud og have deres første job og hvor meget de forventer at få i løn. De røber desuden, hvor tilfredse de studerende er med ASB.

Reputation Institute og Moment gennemfører hvert år undersøgelsen "WorkRep" Denmark, mens Universum hvert år gennemfører "Universum Student Survey". Dette års WorkRep undersøgelse afslører blandt andet, at de studerende på ASB lægger stor vægt på, at de kan stå inde for virksomhedens produkter, når de skal vælge karrierevej, mens undersøgelsen fra Universum viser en generel tilfredshed med ASB som uddannelsesinstitution.

Gode produkter, udfordring og international erfaring er i høj kurs
Ifølge undersøgelsen fra WorkRep er det særdeles vigtigt for de studerende på ASB at kunne stå inde for de produkter og services, som deres kommende arbejdsgiver tilbyder. Dernæst kommer udfordrende arbejdsopgaver, skarpt efterfulgt af muligheden for at få internationale erfaringer. Derimod prioriteres lige jobmuligheder for alle medarbejdere, fleksible arbejdstider og balance mellem arbejdsliv og privatliv lavere.

Undersøgelsen afdækker også de studerendes kendskab til danske virksomheder, og på top fem ligger: 1. Carlsberg, 2. Lego, 3. DSB, 4. Arla Foods og 5. Vestas. Undersøgelsen siger dog ikke noget om, hvorvidt disse virksomheder er kendt for noget positivt eller negativt.

Når det gælder forventningerne til den første løn, svarer 39, 2 % af de studerende på ASB, at de forventer en månedsløn på mellem 25.000-28.999 kroner. 30,3 % procent forventer en månedsløn på 29.000 -32.999 kroner mens 5.7 % forventer en månedsløn på 33.000-36.999. Hos studerende fra CBS er lønforventningerne noget højere. Hos CBS forventer 15, 2 % af de studerende en månedsløn på 33.000-36.999.

De studerendes holdning til fusionen med Aarhus Universitet er også blevet afdækket i WorkRep undersøgelsen, og holdningen er positiv. Der er en generel tro på, at fusionen med Aarhus Universitet vil have en positiv effekt for ASB som institution, at fusionen vil kunne styrke ASB's position nationalt og internationalt, og at fusionen vil styrke de studerendes faglige udviklingsmuligheder.

De studerende er generelt godt tilfredse med ASB
Undersøgelsen fra Universum sætter fokus på, hvor tilfredse de studerende er med ASB som undervisningsinstitution, kvaliteten af undervisningen, relationen til erhvervslivet og lignende. 62 % er generelt godt tilfredse med ASB.

Undersøgelsen viser desuden, at marketing/reklame, management consulting og investment banking er de mest populære industrier blandt studerende, og at de studerende vælger job ud fra, hvor de får udfordrende arbejdsopgaver og en god fremtidig reference på CV'et.

Fakta:

- Du kan downloade WorkRep 2008 resultaterne for ASB her
- Du kan downloade Universum Student Survey 2008 her

Af Kit Balle Laursen

312177 / i40