ASBs translatøruddannelser får europæisk kvalitetsstempel

18.09.2009 | mge



ASB's translatøruddannelser har nu papir på, at de er blandt de bedste i Europa. Som nyslået medlem af det såkaldte EMT-netværk er ASB nu med til at sikre et fortsat udbud af højt kvalificerede oversættere til bl.a. Kommissionen og andre EU-institutioner.

Hvis man vælger en cand.ling.merc. i engelsk, fransk, spansk eller tysk med profilen translatør og tolk fra Institut for Sprog og Erhvervskommunikation på ASB er man sikret en translatøruddannelse, som er blandt de bedste i Europa. Samtidig kan man være helt sikker på, at uddannelsen lever op til kravene fra en af de store aftagere af tolke og translatører – nemlig Kommissionen og andre EU-institutioner. Det er uddannelsens optagelse i det såkaldte EMT-netværk et bevis på.

EMT står for European Master's in Translation og er etableret på initiativ af Kommissionens Generaldirektorat for Oversættelse med henblik på at sikre, at der i fremtiden uddannes tilstrækkeligt mange højt kvalificerede oversættere fra universiteterne. ASB er den eneste danske insititution, der er blevet optaget i netværket.

- Det er naturligvis en stor anerkendelse af vores translatøruddannelser, at vi er kommet med i netværket. Det er en vigtig blåstempling, som kan få betydning både for den fortsatte kvalitetsudvikling af uddannelserne og for vores rekruttering af nye studerende. For vores studerende kan det betyde, at de kommer til at stå stærkere, når de skal ud og søge job, fordi de kan fremvise et eksamensbevis fra en EMT-godkendt uddannelse, fortæller studieleder Kirsten Wølch Rasmussen.

Det konkrete mål med EMT er at fremme samarbejde og udveksling af bedste praksis mellem medlemsinstitutionerne og derved forbedre kvaliteten af undervisningen, skabe en øget professionalisme blandt fremtidige oversættere og oprette et europæisk marked for højt kvalificerede oversættere.

FAKTA om EMT-netværket
Der blev indsendt ansøgninger for 93 uddannelser fra 24 EU-medlemsstater og tre lande uden for EU. Heraf blev 34 uddannelser optaget i EMT-netværket. ASB er den eneste danske uddannelsesinstitution i EMT-netværket.

For at blive medlem af EMT skal uddannelsen opfylde seks adgangskriterier og to udvælgelseskriterier – blandt andet kræves det, at målene med uddannelsen er klart definerede, at underviserne har de rette kompetencer og bruger de rigtige værktøjer samt at uddannelsen har kontakt til praktikere inden for feltet (oversætterfirmaer og lignende).

Medlemskabet af EMT tildeles for en periode på fire år.

Første planlagte aktivitet i netværket er et møde i Bruxelles for alle medlemmer den 8. og 9. december 2009.

Læs mere om EMT her

Yderligere informationer

Studieleder Kirsten Wølch Rasmussen
Kandidatstudienævnet for Sprog og Erhvervskommunikation
Tlf.: 86289
E-mail: kwr@asb.dk

Studerende
312177 / i40