Fælles karrierecenter for Aarhus School of Business and Social Sciences

Nu vil alle studerende på det nye hovedområde kunne benytte sig af det nye fælles karrierecenters brede vifte af initiativer som karriererådgivning og direkte kontakt med erhvervslivet.

03.02.2011 | Marianne Gammelgaard

Foto: Karrierecenter

Fusionen mellem det tidligere SAM og det tidligere ASB medfører, at der nu etableres et fælles karrierecenter, der dækker alle studerende ved Aarhus School of Business and Social Sciences.

- Det giver mange spændende udfordringer og ca. dobbelt så mange studerende som i tidligere ASB's karrierecenter. Vi glæder os meget til i fremtiden at kunne hjælpe 16.000 studerende godt på vej i deres karriereforløb, siger direktør i Karrierecentret, Jette Hammer.

- Nu bliver det endnu mere attraktivt for både virksomheder og offentlige administrationer at samarbejde med det fælles karrierecenter, da det kan tilbyde direkte kontakt til endnu flere studerende med vidt forskellige kompetencer, fortsætter hun.

Vigtigt for hovedområdets fremtid

Det er ikke kun de studerende, der kommer til at kunne mærke effekten af et fælles karrierecenter. Ifølge dekan Svend Hylleberg står hovedområdet nemlig langt stærkere i konkurrencen om de studerende med et karrierecenter:

- Karriererådgivning og erhvervsrelevante arrangementer er noget, de studerende sætter stor pris på, og som kan have markant indflydelse på deres valg af uddannelsessted. Et karrierecenter kan således have afgørende betydning for vores tiltrækning af nye studerende, forklarer Svend Hylleberg.

Et center i vækst

ASB's Karrierecenter kan i februar holde fem års jubilæum. Siden ASB's Karrierecenter i 2006 slog dørene op for første gang er medarbejderstaben vokset fra to til fjorten medarbejdere. Vokseværket kan også ses i antallet af partnerskaber med virksomheder, der er gået fra nul til 29.

- Vi står rigtig stærkt i fremtiden, da der ikke findes andre tiltag på universitetet, som i samme omfang samler alle karriererelaterede services, vurderer Jette Hammer.

Karrierecentrets struktur og placering

Idet hovedområdets fremtidige fysiske placering endnu ikke er på plads, forventes det, at det nye fælles karrierecenter i fremtiden vil få tre lokaliteter. Man vil nu indlede samarbejde med relevante medarbejdere på Bartholins Allé og Nobelparken med henblik på at finde egnede lokaler til at oprette to nye afdelinger:

- Det er vigtigt, at det fælles karrierecenter får en så central plads som muligt, så det kan blive en integreret del af de studerendes hverdag. Indtil de nye lokaliteter bliver etableret, er de studerende velkomne til at henvende sig på Fuglesangs Allé, siger Jette Hammer.

For yderligere oplysninger

Jette Hammer

Direktør i Karrierecentret

Mail: jeha@asb.dk

Tel.: 89486219 

Maya Jepsen

Sekretariatschef

Sekretariatet for Studieadministration

Mail: mj@sam.au.dk

Tel.: 89421452

Studerende
Tags: ASB karrierecenter
312177 / i40