Første MACC-dimittend får chefjob

16.07.2008 | nifa

Strategiske kommunikatører med globalt udsyn og gode engelskkundskaber fra Handelshøjskolen er attraktive for erhvervslivet. Den første dimittend fra den helt nye, internationale kandidatuddannelse Master of Arts in Corporate Communication er netop tiltrådt en stilling som international marketingchef - allerede inden eksamensbeviset var i hus.

Erhvervslivet har brug for medarbejdere med merkantil, strategisk kommunikationsbaggrund, globalt udsyn og gode engelskkundskaber. Det er dimittend Jesper Frost et levende bevis på. Han er den allerførste dimittend fra den nye overbygning Master of Arts in Corporate Communication ved Handelshøjskolen og er nu tiltrådt stillingen som marketingchef ved Bang & Olufsen.

Allerede inden kandidatstudiet var afsluttet, blev 29-årige Jesper Frost tilbudt den attraktive stilling som marketingkonsulent og senere marketingchef ved Bang & Olufsen. En stilling han ikke var længe om at takke ja til.

Jesper Frost er ikke i tvivl om, at kandidatuddannelsen var afgørende for, at han fik tilbudt sin nye chefstilling.

- Uddannelsen er meget marketingorienteret og giver brede og relevante kompetencer og redskaber inden for strategisk marketing, PR og branding. Det er kompetencer, jeg drager utrolig meget nytte af og bruger aktivt i mit nye job som marketingchef, forklarer han.

Kompetente kommunikatører
Lektor ved Handelshøjskolen og grundlægger af uddannelsen i corporate communication Anne Ellerup Nielsen bekræfter, at den nye uddannelse udklækker yderst kompetente kommunikationsmedarbejdere til erhvervslivet.

- Uddannelsen giver de studerende en lang række strategiske, kommunikative kompetencer, der er efterspurgte i både det danske og internationale erhvervsliv. Samtidig foregår al undervisning på engelsk i en international og global kontekst, så kandidaterne opnår både multikulturelle og globalt kommunikative kompetencer på højt niveau, forklarer hun.

For Jesper Frost er de multikulturelle og globale kompetencer særligt værdifulde, når han i sin nye stilling som marketingchef har daglig kontakt med virksomhedens kunder i mange forskellige lande.

- Under uddannelsen bliver du vant til at gebærde dig på engelsk og samarbejde med personer med forskellig kulturel og sproglig baggrund. Det er en rigtig god kompetence at have med sig ud i erhvervslivet, mener Jesper Frost.

Kandidatuddannelsen Master of Arts in Corporate Communication blev opstartet i 2006 og uddanner kandidater i strategisk virksomheds-kommunikation på engelsk. De studerende rustes, bl.a. gennem casearbejde med internationale NGO'er, til at arbejde i nationale og internationale virksomheder som strategiske kommunikations-medarbejdere på lederniveau. Relevante stillinger vil typisk være inden for kommunikation, public relations, corporate branding og strategisk kommunikation med interne og eksterne stakeholdere.


Fakta:
- Uddannelsen Master of Arts in Corporate Communication blev opstartet i 2006
- I år har 85 personer tilmeldt sig uddannelsen i corporate communication.
- Du kan læse mere om uddannelsen her: (http://www.asb.dk/article.aspx?pid=2733)


Yderligere oplysninger:
Lektor Anne Ellerup Nielsen
Institut for Sprog og Erhvervskommunikation
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Tlf.: 8948 6269
Mail: aen@asb.dk
Hjemmeside

Jesper Frost
Tlf.: 6120 0324
Mail: jespergfrost@gmail.com


Af Nina Faurby

312177 / i40