Kandidatstuderende vil bag om Excel

23.09.2008 | sla

Nyt valgfag på Erhvervsøkonomisk Institut trækker fulde huse. Ikke mindre end 137 kandidatstuderende følger Advanced Excel.

Advanced Excel giver de studerende mere end blot basal Excel-forståelse. De lærer nemlig at gå bag om programmet.

- Virksomhedsøkonomer skal være i stand til at udtrække de rigtige informationer fra store datamængder og lave valide kvantitative analyser. De skal også kunne formidle resultaterne på en forståelig måde – fx i form af grafiske afbildinger. Alt dette kan lade sig gøre i Excel, men det kræver, at man tør arbejde lidt med koder, siger adjunkt Sanne Wøhlk, som står for en del af undervisningen.

Overvældende optag på faget
Advanced Excel er et forudsætningsfag for 68 studerende på cm-linjerne i logistik og økonomistyring. De resterende 69 er valgsfagsstuderende. Sanne Wøhlk havde før sommerferien regnet med omkring 80 deltagere i alt. Det tal holdt dog ikke. Ikke mindre end 137 studerende er nu tilmeldt faget i CampusNet.

Excel er mere end en stor regnemaskine
De studerende bliver undervist i it-værktøjerne Crystal Ball (CB), som bruges til at lave simulationer, og Visual Basic for Applications (VBA), som man kan bruge til at lave sine egne makroer i Excel. Makroer er en samling kommandoer, som bruges til at automatisere gentagne opgaver som fx konsekvensberegninger og risikoanalyser.

- Excel er mere end blot en stor regnemaskine, og de studerende vil i løbet af faget opdage, at man ikke behøver at være it-nørd for at programmere makroer i VBA. Det vil i det lange løb spare dem for at lave en masse trivielle beregninger, forklarer Sanne Wøhlk.

- Også i virksomhedernes økonomistyring er det analytiske element (specielt simulation og usikkerhed) en vigtig del af de beslutninger, der skal træffes inden for forskellige områder, tilføjer lektor Steen Nielsen, der står for CB-delen af faget.  

VBA populært på finansieringslinjen
Tue Grosen Ravn er en af de mange studerende, som har valgt faget. Han er specielt interesseret i VBA-delen.

- VBA er et særdeles nyttigt redskab, som anvendes rigtig meget inden for den finansielle sektor. Derfor er Advanced Excel særdeles attraktivt for mange af mine medstuderende. Jeg har valgt faget for at blive i stand til i Excel at implementere nogle af de modeller, vi arbejder med på finansiering, siger han.

De studerende tænker længere ud i fremtiden, når de vælger Advanced Excel. Tue Grosen Ravn forklarer:

- Man får en grundig gennemgang af et konkret og håndgribeligt redskab, som er direkte anvendeligt. Det giver også en stor fordel på jobmarkedet at kunne VBA, for der er mange derude, som ikke kan!



Fakta 
Advanced Excel svarer til 5 ECTS.
Eksamen består af skriftlig ugeopgave.
> se fagbeskrivelsen

Mere info
Sanne Wøhlk
Erhvervsøkonomisk Institut
E-mail: sanw@asb.dk

Steen Nielsen
Erhvervsøkonomisk Institut
E-mail: sni@asb.dk



Susanne Lannie

312177 / i40