Lad masken falde

14.03.2008

Studenterpræst Elisa Morberg Wejse vendte tilbage til Handelshøjskolen i slutningen af januar efter endt barselsorlov og byder igen indenfor i I 213 til fortrolige samtaler om alt det, der kan gøre ondt i livet..

For både studerende og medarbejdere på Handelshøjskolen er studenterpræst Elisa Morberg Wejse til for at lytte. Lytte til personlige kriser, problemer med venner, familie og partnere, eksamensangst, arbejdsrelateret stress og meget andet. Og tit møder hun mennesker med et godt netværk, men som har noget på hjerte, de ikke rigtig ved, hvordan de skal dele med dem, der er tæt på.

- Familien kender personen så godt og kan måske ikke forstå, at der er en side af vedkommende, som ikke passer ind i det billede, de ellers har af hende eller ham, fortæller Elisa Morberg Wejse. Folk taler med mig om emner, de har vendt med de nærmeste, men som udenforstående kan jeg stille nogle nye spørgsmål, og det giver en anden måde at anskue problemerne på.

Bemærkninger som "jeg plejer ikke at græde over det her" møder studenterpræsten ofte. Netop dette bekræfter hende i, at der er brug for en neutral person som hende uden for det nære netværk. En kristen overbevisning er ikke en forudsætning for at gøre brug af studenterpræsten, ligesom samtalerne ikke behøver dreje sig om kristne/religiøse emner. Der er tale om en afslappet samtale i uformelle rammer og en snak menneske og menneske imellem.

- Alt kan bringes på bane. Det er den studerende og medarbejderen selv, der sætter dagsordenen. Jeg opererer naturligvis med tavshedspligt, og det er den helt grundlæggende forudsætning for, at folk møder op på mit kontor og lader masken falde, understreger Elisa Morberg Wejse.

Studenterpræsten har træffetid mandag til torsdag kl. 10-14, og man kan selv vælge, om man vil ringe inden eller blot kigge forbi.


Om Elisa Morberg Wejse
Elisa kan træffes på telefon 21 68 55 95 eller e-mail emw@asb.dk.

Ud over sit virke som studenterpræst på Handelshøjskolen er Elisa sognepræst 25% af sin tid i Helligåndskirken i Århus V og præst i studentermenigheden www.smaa.dk.

Elisa er gift med læge Christian Wejse, og sammen har de fire børn.

312177 / i40