Økonomer tjener mest

04.12.2008 | kibl

Den netop offentliggjorte beskæftigelsesundersøgelse 2007 viser, at dimitterede kandidater fra ASB føler sig godt rustet til arbejdslivet og kommer hurtigt i job. Dog er der store forskelle på lønchecken, når man sammenligner økonomer og humanister.

Kandidater fra ASB kommer hurtigt i arbejde, føler sig godt rustet til arbejdslivet og mener, at deres uddannelse lever op til erhvervslivets behov. Det er nogle af konklusionerne i Beskæftigelsesundersøgelsen 2007, som ASB sammen med resten af Aarhus Universitet har deltaget i.

Attraktive kandidater fra ASB
Tallene viser, at langt de fleste kandidater fra ASB hurtigt finder job efter specialet. Blandt cand.merc.erne er 89,9 procent i beskæftigelse i løbet af det første år. Cand.ling.merc.-kandidaterne følger lige bagefter med 88,1 procent.

- Undersøgelsen bekræfter, at vores kandidater er attraktive i erhvervslivet. Vi oplever særligt efterspørgslen via vores karrierecenter, der ofte får henvendelser fra virksomheder, der ønsker at komme i kontakt med vores studerende, fortæller prodekan for uddannelse Peder Østergaard.

Økonomer tjener mest
Resultaterne af undersøgelsen viser, at der er store forskelle på dimittendernes månedlige indkomst. Sproglige kandidater, der har været færdige i et år, kan gennemsnitligt hæve en månedsløn på kr. 24.000. De tjener dermed mere end kandidater fra Det Humanistiske Fakultet, der gennemsnitligt tjener kr. 22.000, men må se sig slået af cand.merc.-kandidater, hvis lønninger ligger på kr. 32.000 det første år.

Og lønforskellen stiger med årene. Ifølge undersøgelsen er det gennemsnitlige lønniveau for en cand.merc. kandidat kr. 46.000 efter fem år på arbejdsmarkedet, hvorimod cand.ling.merc.-kandidater gennemsnitligt tjener kr. 27.000.

Godt rustet til erhvervslivet
Ifølge undersøgelsen oplever dimittender fra begge studieretninger et positivt sammenfald mellem de kvalifikationer, de har fået i løbet af studietiden og behovet på arbejdsmarkedet. 96 procent af økonomerne og 94,8 procent af de sproglige kandidater føler sig således i høj eller nogen grad rustet til arbejdslivet.

- Resultaterne viser, at vores uddannelser klæder de studerende godt på til arbejdslivet. Store dele af vores forskning er anvendelsesorienteret og sker ofte i tæt samarbejde med erhvervslivet, og det giver et positivt spin-off til uddannelserne. Derudover tilrettelægger vi vores uddannelser, så de studerende får mest muligt samarbejde med erhvervslivet. Eksempelvis skriver en meget stor del af vore bachelor- og kandidatstuderende deres afhandlinger i samarbejde med virksomheder og får dermed en god fornemmelse af, hvilke krav der stilles til dem derude, lyder forklaringen fra Peder Østergaard.

Kun opnåelsen af it-færdigheder bliver vurderet til ikke at svare til behovet på arbejdsmarkedet. it-fag fanger ikke de studerendes interesse, og Peder Østergaard forklarer:

- Vi tilbyder en række it-fag og uddannelser på både bachelor- og kandidatuddannelserne, men tendensen er desværre, at de ikke er så populære blandt de studerende. En grund kunne være. at nogle it-fagområder udvikler sig så hurtigt, at de studerende måske tror, at det, de lærer tidligt på studiet, er forældet når de dimitterer.

Fakta:
- Beskæftigelsesundersøgelsen skal fremover foretages hvert år pr. 1. oktober.

- Undersøgelsen indeholder data fra kandidater, der er dimitteret inden for ½-1½ år og 4½-5½ år.

- Fakulteter i undersøgelsen: Det Humanistiske Fakultet, Det Teologiske Fakultet, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Det Naturvidenskabelige Fakultet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Danmark Pædagogiske Universitetsskole, De Humanistiske Uddannelser og De Økonomiske Uddannelser ved Aarhus School of Business.

- De humanistiske fakulteter i Danmark foretog i 2007 en fælles beskæftigelsesundersøgelse. Denne kan downloades her http://www.ac.dk/files/pdf/humanistundersoegelsen-2007.pdf

Yderligere oplysninger:



Prodekan for uddannelse Peder Østergaard
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Tlf. 8948 6644
Mail: ps@asb.dk
Hjemmeside
http://www.asb.dk/staff.aspx?i=ps

Af Nina Faurby

312177 / i40