Overvældende søgning til kandidatstudierne

08.07.2009 | kibl

En øget produktion af kandidater fra egne rækker kombineret med en markant øget tilgang af studerende fra udlandet betyder, at søgningen til ASB's kandidatuddannelser har oversteget alle forventninger.

Hele 251 flere studerende end sidste år ønsker at læse videre på ASB's kandidatuddannelser. Det er især de økonomiske uddannelser, der har fået flere ansøgere med 237 ekstra i forhold til sidste år.

- Vi står simpelthen med et positivt og udfordrende problem. Den overvældende søgning betyder, at vi skal sætte gang i et beredskab for at løse lokalesituationen og sætte ekstra undervisningsaktiviteter i gang på de linjer, hvor stigningen er specielt stor, udtaler prodekan for uddannelse Peder Østergaard og tilføjer, at årsagerne til den øgede interesse for at læse en kandidatuddannelse på ASB formentlig er et resultat af den finansielle krise og at vores egenproduktion af på HA-studierne er stigende. Han understreger samtidig, at det naturligvis også er et bevis på, at ASB er et godt sted at læse, og at vi har succes med internationaliseringen af vores uddannelser. Det reelle antal af udenlandske ansøgere er på i alt 2280 ansøgere, og det har krævet en benhård sortering på kvalifikationer for at nå frem til de 449 kvalificerede ansøgere, der har fået tilbud om optag på ASB.

Det er særligt MSc i Marketing, der hitter med en stigning fra 67 til 154. På sprog og kommunikationsuddannelserne er stigningen mere moderat med i alt 14 flere studerende, og her er det glædeligt, at der på CLM i fransk er en stigning på 13 nye studerende i en tid, hvor andre sprog end engelsk har trange kår.

> Se tal på alle uddannelser i dette pdf-dokument

Adgangsbegrænsninger i udsigt
Den imponerende søgning betyder, at der fra næste år vil blive indført mulige adgangsbegrænsninger til kandidatuddannelserne på ASB.

- Årets søgning betyder, at vi kommer til at bryde med vores nyligt vedtagne strategi om at fastholde antallet af dagsstuderende på samme niveau som sidste år. CBS står med det samme problem, og vi har derfor indledt et samarbejde med dem, hvor vores respektive studieledere vil mødes til august for at arbejde med kriterier for adgangsbegrænsninger med virkning fra sommeren 2010, forklarer Peder Østergaard.

Stor interesse for cand.it
På Cand. it.-uddannelsen, ITKO, der ikke er med i den samlede opgørelse, oplever vi også en meget voldsom stigning fra sidste års 32 ansøgere til et ansøgertal på 56. Det er naturligvis meget glædeligt med denne stigning, men igen en udfordring at sikre de tilstrækkelige fysiske rammer og lærerkræfter.

Tal for søgningen til bacheloruddannelserne forventes klar ved udgangen af uge 28.

Yderligere oplysninger:

Prodekan for uddannelse Peder Østergaard
Tlf.: 86644
E-mail: ps@asb.dk

312177 / i40