Pris for bedste opgave på konkurrenceområdet

28.06.2005

Konkurrencestyrelsen udbyder priser til kandidatstuderende på universiteter og højere læreanstalter for de bedste opgaver på konkurrenceområdet. Priserne gives på henholdsvis det juridiske og det økonomiske område.

Førstepris: 20.000 kr.

Andenpris: 10.000 kr.

Priserne retter sig mod jura- og økonomistuderende på universiteterne. Prisen rettes også mod merc.jur-studerende, som opfordres til at udarbejde opgaver på begge områder. Formålet med prisen er at øge de studerendes interesse for konkurrenceøkonomi og konkurrenceret.

Opgaverne vil blive bedømt af en bedømmelseskomite. På det økonomiske område bedømmes opgaverne af professor Svend Hylleberg, professor Christian Schultz samt direktør Finn Lauritzen. På det juridiske område bedømmes opgaverne af højesteretsdommer Børge Dahl, advokat Erik Mohr Mersing samt vicedirektør Kim Sparlund.

Årlig uddeling

Opgaverne indleveres senest 1. oktober 2005. De indleverede opgaver skal være på 25-50 sider og have relation til et studieforløb. Skribenten skal derfor være kandidatstuderende eller netop have færdiggjort sit studium.

Det er en forudsætning for deltagelse, at opgaverne kan offentliggøres.

For at deltage i konkurrencen skal opgaven sendes til Konkurrencestyrelsen senest 1. oktober til ks@ks.dk. Opgaven skal mærkes med "Prisopgave 2005", og hhv. "Konkurrenceret" eller "Konkurrenceøkonomi." Desuden bør følgende oplyses: læreanstalt, studium, vejleder, evt. eksaminator og evt. karakter ved tidligere bedømmelse.

312177 / i40