Prodekanen deler ud

04.12.2008 | kibl

Samtlige hold og studenterforeninger på ASB har hvert år mulighed for at søge økonomisk støtte fra prodekanen til faglige studieture i ind- og udland. Støtten gives til fremme af internationalisering og samarbejde på tværs af landegrænser.

Der er ikke mange, der ved det. Men i begyndelsen af hvert kalenderår uddeler prodekanen for uddannelse Peder Østergaard et begrænset antal økonomiske tilskud til studieture i ind- og udland.

Det er muligt for alle hold og foreninger ved ASB at søge om støtte uanset linje eller interesseområder. Eneste krav er, at studieturen skal indgå som en naturlig del af undervisningen eller alternativt fremme internationaliseringen og samarbejdet på tværs af landegrænserne.

Støtten uddeles til studieture overalt i verden. Sidste år blev støtten bevilget til studieture i Stockholm, Bruxelles, Indien, New York, Washington, Kina, Ungarn, Budapest, London, København og Slesvig.

En god økonomisk hjælp
Joan Johansen, der læser cand.ling.merc i virksomhedskommunikation, rejste sidste år sammen med foreningen Communis på faglig studietur til Stockholm med økonomisk støtte fra prodekanen.

- Vi fik rigtig meget ud af vores tur med tre gode virksomhedsbesøg. Og støtten fra skolen har betydet, at deltagerne er kommet af sted for meget rimelige penge, da vi fik refunderet en del af vores udgifter til transport og overnatning.

Anne Sofie Olesen, stud.ling.merc., er medlem af foreningen Udenrigshandel, der sidste år var på studietur til Indien. Hun er enig i, at støtten fra prodekanen har stor betydning, ikke mindst for fagligheden på studieturen.

- Jeg og mange af de andre studerende synes, det er bemærkelsesværdigt, at prodekanen ønsker at støtte linjeforeningernes rejser økonomisk. Det viser, at ASB finder turen relevant, og det giver en vis forpligtelse hos de studerende i forhold til det faglige indhold på en studietur, fortæller Anne Sofie Olesen, der var ansvarlig for sponsorater til Udenrigshandels studietur til Indien sidste år.

Deadline for ansøgning er i begyndelsen af januar hvert år, men kan også søges løbende over året.

Den økonomiske støtte er fordelt på følgende måde:

  • Oversøiske rejser: 500,- DKK pr. studerende
  • Europa: 450,- DKK pr. studerende
  • Sjælland og øst for Storebælt: 300,- DKK pr. studerende
  • Øvrige indland: Efter konkret vurdering

Du kan læse meget mere om støtten og ansøgningskriterierne her

Yderligere oplysninger:

Prodekan for uddannelse Peder Østergaard
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Mail: ps@asb.dk
Tlf
.: 8948 6644
Hjemmeside http://www.asb.dk/staff.aspx?i=ps

Af Nina Faurby

312177 / i40