Underviseres engelskkundskaber scorer højt i ny evaluering på ASB

14.05.2007

Studerendes evaluering af underviserne på ASB viser, at den århusianske business school klarer sig godt, når det drejer sig om undervisernes engelskkompetencer. Samtidig er der afsat ekstra penge til at styrke både underviseres og studerendes sprogkundskaber.

På en skala fra 1 – 5 (hvor 5 er den bedste karakter) scorer underviserne på forelæsningerne en fin karakter på 3,9. På øvelsesholdene ligger niveauet en tak højere med 4,19.

Sådan lyder resultaterne fra en evaluering blandt de studerende af forårets undervisning på de erhvervsøkonomiske uddannelser på ASB.

Og de gode evalueringer er særligt positive, da 60 % af kandidatuddannelserne på ASB fra studiestart i år vil foregå på engelsk. Det stiller store krav til underviserne, og Handelshøjskolen har derfor igangsat en række initiativer, der skal trække niveauet yderligere op både hos underviserne.

- Når der efter sommerferien bliver undervist på engelsk på de fleste kandidatlinjer, kræver det ændrede kompetencer hos vores undervisere, og vi har derfor igangsat en række initiativer, der skal styrke deres kompetencer, udtaler dekan for uddannelse Peder Østergaard.

Individuel coaching og sprogkurser
Underviserne på ASB kan bl.a. vælge at få individuel coaching, hvor en sproglærer inviteres til at overvære undervisningen. I august afholdes der desuden en række korte sprogkurser i "practice teaching" for underviserne, og endelig er der mulighed for at tage et intensivt sprogkursus på højt kvalificerede skoler i udlandet, hvis man foretrækker den form. To undervisere er allerede udvalgt til at tage på sprogkursus i Canada.

- Omlægningen til engelsk i undervisningen er forbundet med en investering, fastslår Peder Østergaard.

De unge må til
En del ældre undervisere vil i forbindelse med omlægningen af uddannelserne til engelsk frivilligt overgå til andre undervisningsopgaver. De vil i stedet blive erstattet af yngre undervisere/forskere, der har stærkere sproglige kundskaber. De unge forskere er vant til at fremlægge deres forskningsresultater på engelsk og har typisk opholdt sig i flere perioder ved udenlandske universiteter.

Udover de nævnte tiltag har ASB afsat yderligere midler, der skal styrke sprogkundskaberne hos medarbejderne. I 2007 er der afsat 1 mio. kr. til bl.a. udvikling af medarbejdernes engelskkundskaber. Derudover er der afsat 3 mio. kr. til et såkaldt Gæsteforskerprogram, hvor forskere fra udenlandske universiteter kommer til Århus på korte ophold. Udover at forske skal en del af dem også undervise. Samtidig er der afsat ekstra midler til, at flere forskere kan deltage på internationale konferencer og derigennem få styrket det engelske.

Gratis lynkursus til studerende
Undervisning der udelukkende foregår på engelsk stiller også krav til de studerende. Derfor tilbyder ASB alle studerende, der starter på de engelsksprogede kandidatlinjer et gratis 3-ugers lynkursus i mundtlig og skriftlig "Business English" lige før studiestart. Det sker, fordi en undersøgelse viser, at nogle studerende står tvivlende over for deres egne engelskkundskaber. Kurset indeholder tests undervejs og afsluttes med eksamenspapir på deltagelse. Underviserne på disse kurser har engelsk som modersmål og rekrutteres fra sprog-centre ved ASB's partneruniversiteter.

Beslutningen om at omlægge kandidatlinjerne til engelsk blev truffet allerede i 2005. Målet er at uddanne kandidaterne til en international karriere og nedbryde alle barrierer for udenlandske studerende. Det er derfor et must, at undervisningen foregår på et professionelt engelsk, og at der ikke kommunikeres eller udleveres materiale på dansk.

Yderligere oplysninger
Peder Østergaard
Dekan for uddannelse
Tlf.: 89 48 66 44
E-mail: ps@asb.dk

MGE

312177 / i40