Du er her: AU  Studerende  Studieportaler Studieportaler Erhvervsøkonomi Eksamen Eksamensklager og anker

Eksamensklager og anker

Hvis du ønsker at klage over en prøve eller eksamen, skal du udfylde og underskrive et klageskema og fremsende dette - sammen med din klage - til:

Aarhus BSS Studieservice
Aarhus Universitet
Tåsingegade 3, bygning 1443, lokale 021
DK-8000 Aarhus C

Du kan også indsende din klage på mail til: eksamensklager.bss.studadm@au.dk

Din klage skal være indleveret senest 2 uger efter, at bedømmelsen er offentliggjort. Ved mundtlige eksamener løber fristen fra den dag, hvor du er til eksamen og får din karakter. Ved skriftlige eksamener løber fristen fra den dag, hvor bedømmelsen bliver offentliggjort. Fristen løber dog tidligst fra den dato, der er meddelt for offentliggørelsen.

Du skal være opmærksom på, at din klage kan resultere i, at din karakter bliver sat ned!

Læs mere om hvordan du klager over en prøve eller eksamen herunder.

1. Hvad kan du klage over?

Du kan klage over eksaminationsgrundlaget (f.eks. eksamensspørgsmål, eksamensopgaver eller lignende), prøveforløbet eller bedømmelsen (din karakter). Du kan også klage over retlige spørgsmål. Det kan f.eks. være at du mener, at eksaminator eller censor er inhabil. Du kan endelig klage, hvis du mener, at universitetet har begået fejl i forbindelse med en prøve, eller der opstår mangler i forbindelse med en prøve, f.eks. væsentlige støjgener i prøvelokalet på grund af vejarbejder.

Du kan klage over både mundtlige og skriftlige eksamener.

2. Hvad skal du være opmærksom på, når du klager?

Din klage kan resultere i en lavere karakter: Bedømmelsen ved en ombedømmelse eller en omprøve kan resultere i, at din karakter bliver sat ned. Du kan ikke klage over den nye karakter.

Tidsfrist: Din klage skal være indleveret senest 2 uger efter, at bedømmelsen er offentliggjort. Ved mundtlige eksamener løber fristen fra den dag, hvor du er til eksamen og får din karakter. Ved skriftlige eksamener løber fristen fra den dag, hvor bedømmelsen bliver offentliggjort. Fristen løber dog tidligst fra den dato, der er meddelt for offentliggørelsen.

Skriftlighed og begrundelse: Det er dit eget ansvar, at du får begrundet din klage, så dem, der skal behandle din klage, får et godt grundlag at træffe afgørelse på. Det betyder, at du udførligt og skriftligt skal redegøre for, hvad du klager over og hvorfor. Du skal være særligt omhyggelig med begrundelsen.

Anonymitet: Du er som udgangspunkt ikke anonym, når du klager over en eksamen. Det betyder, at de, der behandler din sag, kan se dit navn og dit årskortnummer mv. Alle har tavshedspligt.

Hvis der findes en rettevejledning til din opgave, er det en god idé at starte med at læse den, før du klager. Det giver dig mulighed for at vurdere din egen besvarelse og kan hjælpe dig til at begrunde din eventuelle klage. 

Det er også altid en god ide at få eksaminators vurdering af opgaven/bedømmelsen, inden du klager, da han/hun kan klarlægge, hvad der er tillagt vægt ved bedømmelsen. Du skal være opmærksom på, at eksaminator ikke er forpligtet til at give dig en tilbagemelding på din bedømmelse inden klagefristen.

Hvis du har været til mundtlig eksamen, er det godt hurtigst muligt at få nedskrevet alt, hvad du kan huske, der er blevet sagt. Det er også en god idé at gemme eventuelle notater fra forberedelsestiden.

Du skal vedlægge et udfyldt og underskrevet klageskema sammen med din klage.

 

 

3. Hvad sker der, når du har indsendt en klage?

Det er studielederen, der træffer afgørelse i klager, der vedrører eksaminationsgrundlaget, prøveforløbet eller bedømmelsen og i klager, der vedrører fejl eller mangler ved prøven.

Hvis din klage vedrører bedømmelsen eller i øvrigt vedrører bedømmerne, forelægger studielederen din klage for bedømmerne, der herefter normalt har en frist på 2 uger til at afgive en udtalelse. I beregning af bedømmernes frist indgår juli måned ikke.  Du vil få mulighed for at kommentere bedømmernes udtalelse. 

Studielederen træffer derefter afgørelse. Afgørelsen kan resultere i en af følgende muligheder:

  • du får et tilbud om en ombedømmelse ved nye bedømmere (kun skriftlige prøver),
  • du får et tilbud om en omprøve ved nye bedømmere, eller
  • du får ikke medhold i din klage.

Når studielederen har meddelt dig afgørelsen, har du 2 uger til at sige ja til et tilbud om ombedømmelse eller omprøve. Du skal være opmærksom på, at bedømmelsen ved en ombedømmelse eller en omprøve kan resultere i en lavere karakter, og at du ikke kan klage over bedømmelsen.

4. Ankenævn

Hvis du ikke får medhold i din klage, kan du vælge at indbringe studielederens afgørelse for et ankenævn. Ankenævnet kan kun behandle faglige spørgsmål. Det betyder, at ankenævnet ikke kan tage stilling til retlige spørgsmål eller til spørgsmål, der vedrører fejl eller mangler ved prøven.

5. Hvad skal du være opmærksom på, når du anker?

Din anke kan resultere i en lavere karakter: Bedømmelsen ved en ombedømmelse eller en omprøve kan resultere i, at din karakter bliver sat ned. Du kan ikke efterfølgende klage over den nye karakter.

Tidsfrist: Din anke skal indgives senest 2 uger efter, at studielederen har meddelt dig afgørelsen.

Skriftlighed og begrundelse: Der gælder de samme krav til skriftlighed og begrundelse, som når du indsender en klage. Det betyder, at du udførligt og skriftligt skal redegøre for, hvad du vil anke over og hvorfor. Du skal være særligt omhyggelig med begrundelsen Det er en god idé, hvis du kan uddybe og supplere klagepunkterne med baggrund i begrundelsen for, at du ikke fik medhold i din klage. Du behøver ikke indsende den oprindelige klage og afgørelse, da de allerede ligger på sagen.

Anonymitet: Du er som udgangspunkt ikke anonym, når du klager over en eksamen. Det betyder, at de, der behandler din sag, kan se dit navn og dit årskortnummer mv. Alle har tavshedspligt.

6. Hvad sker der, når du har indsendt din anke?

Ankenævnet består af to beskikkede censorer, en eksaminationsberettiget underviser og en studerende inden for fagområdet.  

Ankenævnet træffer afgørelse på baggrund af det materiale, som udgjorde grundlaget for studielederens afgørelse og ud fra den begrundede anke. Afgørelsen kan resultere i en af følgende muligheder:

  • du får tilbud om en ombedømmelse ved nye bedømmere (kun skriftlige prøver)
  • du får tilbud om en omprøve ved nye bedømmere, eller
  • du får ikke medhold i anken.

Når ankenævnet har meddelt dig afgørelsen, har du 2 uger til at acceptere tilbud om ombedømmelse eller omprøve. Du skal være opmærksom på, at bedømmelsen ved en ombedømmelse eller en omprøve kan resultere i en lavere karakter, og at du ikke kan klage over bedømmelsen.

Ankenævnet skal træffe afgørelse senest 2 måneder efter, at anken er indgivet. Du skal være opmærksom på, at juli måned ikke indgår i beregningen af de to måneder. Når studielederen modtager afgørelsen fra ankenævnet, sender han/hun den til dig så hurtigt som muligt.

7. Retlige spørgsmål

Bedømmelsen efter ombedømmelse eller omprøve og ankenævnets afgørelse er endelig. Det betyder, at du ikke kan klage "videre i systemet" for så vidt angår den faglige del af din klage.

Hvis du mener, at der er begået retlige fejl ved studielederens eller ankenævnets afgørelse eller ved bedømmelsen ved en ombedømmelse eller omprøve kan du indbringe det eller de retlige spørgsmål for rektor. Det kan f.eks. være, at du mener, at der er begået juridiske fejl i forbindelse med sagsbehandlingen.

8. Hvad skal du være opmærksom på, når du klager over et retligt spørgsmål?

Tidsfrist: Din klage over et retligt spørgsmål ved eksamen skal være indleveret senest 2 uger efter, at bedømmelsen er offentliggjort. Hvis du klager over et retligt spørgsmål i forbindelse med en afgørelse, skal klagen være indleveret senest 2 uger efter, at studielederen har meddelt dig afgørelsen. 

Klagen indsendes til den instans, der har truffet afgørelse i første instans. Uddannelsesjuridisk Service behandler herefter din klage på vegne af rektor.  

Skriftlighed og begrundelse: Der gælder de samme krav til skriftlighed og begrundelse, som når du indsender en klage vedrørende eksaminationsgrundlaget.

9. Hvem skal du indsende din klage eller anke til?

Det udfyldte klageskema skal sammen med din klage eller anke sendes eller indleveres til: 

Klager der vedrører Erhvervsøkonomi med tilvalg (soc) eller Økonomi (oecon), Erhvervskommunikation, Erhvervssprog eller Erhvervsøkonomi (HA/cand.merc.) i  Aarhus og Herning:

Tina Lindhardt
eksamensklager.bss.studadm@au.dk
Studieadministrationen
Aarhus BSS
Aarhus Universitet
Tåsingegade 3, byg. 1443
DK-8000 Aarhus C.

Klager der vedrører Jura, Psykologi, Statskundskab, Samfundsfag, Offentlig politik & økonomi, samt ingeniøruddannelserne i Herning (BDE, GMM, EDE og teknologibaseret forretningsudvikling):

Ditte Bak
eksamensklager.bss.studadm@au.dk
Studieadministrationen
Aarhus BSS
Aarhus Universitet
Tåsingegade 3, byg. 1443
DK-8000 Aarhus C.

10. Yderligere information om eksamensklager?

Her kan du finde mere information om eksamensklager:

Du kan få flere oplysninger om eksamen ved studievejledningen på dit institut.

372956 / i40