Overvej et studieophold i udlandet!

Kom til International Week 1.-3. oktober og find ud af, hvordan du kan komme af sted på Aarhus Universitets mange aftaler.

International Week erstatter tidligere års International Dag, og er således blevet udvidet til hele tre dage med aktiviteter og oplæg. Her kan du høre om fordelene ved et udlandsophold og samtidig høre om de mange spændende muligheder, der er for at supplere dine studier og dit cv med et udvekslingsophold i udlandet.  Endelig kan du også få hjælp til det praktiske og afprøve det nye ansøgningsmodul.

Bliv inspireret og få indblik i andre kulturer

Til inspirationsdagen 1. oktober kan du finde ud af, om et studieophold i udlandet er noget for dig. Der vil blive afholdt en stor messe i Vandrehallen, hvor du kan møde danske studerende, der selv har været på udveksling i udlandet og internationale studerende, der har valgt at tage på udveksling i Danmark. Kom og få gode råd om udveksling samt indblik i de forskellige kulturer, du kan møde gennem AU’s knap 900 universitetsaftaler verden over.

Springbræt til en spændende karriere

Erhvervslivet ansætter i stigende grad kandidater, der har taget et ophold i udlandet i forbindelse med studierne, så et udvekslingsophold kan give dig et klart forspring, når du senere skal ud og søge job.  Derfor vil der denne dag også være oplæg fra ledende profiler i dansk erhvervsliv, der vil fortælle om, hvorfor de lægger vægt på, at deres ansøgere har et udlandsophold med i baggagen, når de inviterer til jobsamtale.

2. og 3. oktober kan du møde din internationale koordinator og høre mere om udveksling netop for studerende på det fag, som du læser.

Hele ugen vil det internationale også være på menuen i AU’s kantiner, hvor du kan få mulighed for at smage på eksotiske frokostretter fra hele verden.

 

Oops, an error occurred! Code: 20240329005933a55a07ad