Meritoverførsel

Når du har afsluttet dit udvekslingsophold, skal du søge om meritoverførsel for at få de beståede kurser overført til din uddannelse. Der er ingen frist for at ansøge om meritoverførsel, men du er forpligtet til at ansøge, så snart du har modtaget en kopi af dit karakterbevis fra værtsuniversitetet. Dette vil typisk være 4 til 6 uger efter sidste eksamen på værtsuniversitetet. Du modtager karakterbeviset enten direkte fra værtsuniversitetet eller via Aarhus BSS International. Hvis værtsuniversitetet sender dit bevis til Aarhus BSS International, vil du blive kontaktet og bedt om at afhente beviset i BSS International (Bygning 1443, lokale 021) eller i Herning (lokale 1005).  

Ansøgning om meritoverførsel 

Inden du søger om meritoverførsel af dine kurser fra udlandet, skal du tjekke, at dit karakterbevis fra værtsuniversitetet og din ansøgning om meritoverførsel stemmer overens med den forhåndsgodkendelse, som du tidligere har fået. Kursusnummer, kursustitel og antal credits på dit karakterudskrift fra værtsuniversitetet skal stemme overens med kurserne på din forhåndsgodkendelse. Kurser, der ikke fremgår af din forhåndsgodkendelse, skal du søge om at få forhåndsgodkendt, før du søger meritoverførsel. 

Du skal søge meritoverførsel via mit.au.dk. Du finder "Merit for fag uden for AU" under 'Ansøgninger' på mit.au.dk. I alt fire dokumenter skal vedhæftes ansøgningen: 

  • Forhåndsgodkendelse (dokumentet skal navngives pre-approval)
  • Karakterbevis fra værtsuniversitetet (dokumentet skal navngives transcript)
  • Beskrivelse af udenlandsk karakterskala (dokumentet skal navngives grading scale)
  • Udfyldt Ansøgningsskema

Tips til udfyldning af ansøgning på mit.au.dk: 

  • Under "Fag du har fulgt": Skriv "Valgfag"
  • Under " Hvilket fag/gruppe ønskes der merit til (jf. din studieordning)": Skriv "Valgfag"
  • Under "Antal ECTS i dit studieprogram der søges om": Vælg samlet antal ECTS (typisk, 20, 25 eller 30 ECTS)  

Karakterbeviset kan fremsendes elektronisk, men skal fremstå som elektronisk verificeret eller med stempel og underskrift fra værtsuniversitetet. Udskrifter printet fra self service funktioner eller tilsvarende kan ikke accepteres. 

Du skal være opmærksom på, at der kun kan meritoverføres kurser i hele 5 ECTS. Har du fx taget 4 kurser a 8 ECTS, så vil du kunne overføre 30 ECTS, men ikke 32 ECTS. Der bliver aldrig rundet op, men altid ned. Da du overfører alle dine kurser fra udlandet som en samlet valgfagsgruppe er det ikke det enkelte kursus, der rundes ned, men det samlede antal ECTS. 

For studerende, der følger obligatioriske kurser i udlandet, gælder andre regler (GMM-studerende kan kontakte deres internationale koordinator). 

Kurser taget i forbindelse med udveksling vil blive overført som beståede. Dine karakterer fra udlandet vil altså ikke tælle med i dit samlede gennemsnit. Titler og karakterer fra kurser bestået i udlandet vil dog fremgå af dit endelige eksamensbevis fra Aarhus BSS.

Når din ansøgning er behandlet vil du modtage en mail. Inden for ca. to uger efter du har modtaget denne mail, vil du kunne se din merit på din Stads Selvbetjening under fanen ’Resultater’ og bjælken ’Meritter/fritagelse’. 

 

 

1445703 / i40