Du er her: AU  Studerende  Studieportaler Studieportaler Health Folkesundhedsvidenskab Studiemiljø Forsikringsforhold for studerende

Forsikringsforhold for studerende

Nedenstående information omhandler den forsikringsmæssige dækning af indskrevne studerende på Aarhus Universitet.

Personskader

Aarhus Universitet har ikke en forsikring, der dækker studerende når de opholder sig på universitetet. Alle studerende anbefales derfor at tegne en privat heltids-dækkende ansvars- og ulykkesforsikring.

En studerende der har et arbejde som studentermedhjælper, eller på anden måde udfører et arbejde for universitetet, i universitetets interesse og under instruktion af universitetet, vil i tilfælde af tilskadekomst være omfattet af universitetes forpligtigelser i henhold til arbejdskadesikringsloven. En studerende der kommer til skade i undervisningen vil derfor ikke kunne få en evt. skade dækket som en arbejdsskade.

Særligt vedrørende ph.d.-studerende

Ph.d.studerende som er optaget efter 4+4-ordningen anses først for ansat når kandidatgraden er opnået. Indtil da er de at sidestille med øvrige kandidatstuderende i forsikringsmæssig sammenhæng.

Tingsskader

Aarhus Universitet anses for at have tegnet forsikring for universitetets ejendele.  

Hovedreglen i forbindelse med tingsskader er, at hvis en ting er dækket af forsikring, dækkes skaden af tingsforsikringen, og skadevolder ifalder ikke erstatningsansvar. Såfremt en studerende kommer til at forvolde skade på universitets ejendele, vil den studerende ikke blive ansvarlig, såfremt skaden er sket ved et uheld. Hvis skaden derimod forvoldes med vilje eller ved grov uagtsomhed, vil den studerende dermod være erstatningsansvarlig.

Aarhus Universitet kan blive erstatningspligtig efter de almindelige erstatningsretlige regler. Følgende regler skal være opfyldt:

  • Ansvarsgrundlag: universitetet eller dets ansatte påfører andre skade ved uforsvarlige handlinger eller forsømmelser
  • Skadelidte skal have lidt et tab.
  • Årsagsforbindelse: De uforsvarlige handlinger eller forsømmelser er årsag til skaden. 
    ⇒Universitetet er således ikke ansvarligt for hændelige uheld. 

Skade på universitetets ejendom

Med udgangspunkt i ovenstående vil universitetet selv skulle dække skaderne, medmindre den studerende har forvoldt skaden med vilje eller ved grov uagtsomhed. 

Skade på privat persons ejendom

Hvis en studerendes ejendele bliver beskadiget under dennes tilstedeværelse på Aarhus Universitet, hæfter universitetet alene for disse skader, såfremt Aarhus Universitet er ansvarlig for skaderne.

  • Hvis en medarbejder kommer til at skubbe en computer på gulvet vil universitetet skulle erstatte den eventuelt ødelagte computer.
  • Hvis en studerende taber sin computer mens vedkommende opholder sig på universitetet vil universitetet ikke skulle erstatte den eventuelt ødelagte computer.

Hvem hæfter for AU inventar?

I tilfælde af tingsskader tilhørende Aarhus Universitet, hæfter universitetet som udgangspunkt selv for udbedring af disse skader, jf. erstatningsansvarsloven § 19 jf. § 20.

Særlige forhold ved praktik og klinik

Er universitetets egne studerende forsikringsdækket, når de er i praktik?

De studerende er som udgangspunkt ikke omfattet af universitetets forpligtigelser i henhold til arbejdsskadesikringsloven når de er i praktik. De studerende vil dog være dækket af praktikstedet arbejdsskadeforsikring efter bekendtgørelse nr. 937 af 26. november 2003 arbejdsskadesikring af uddannelsessøgende mv. jf. § 1, stk. 12 når følgende betingelser er opfyldt:

  • Praktikken er en obligatorisk del af uddannelsesplanen
  • Uddannelsesinstitutionen formidler eller godkender inden for rammerne af uddannelsen. 

Særligt om studerende der er på klinikophold

Medicinstuderende, tandlægestuderende samt klinikassistent- og tandplejestuderende der er på et klinikophold som led i deres uddannelse, er dækket af klinikstedets arbejdsskadesikring eller forpligtigelser i henhold til arbejdsskadesikringsloven, jf. bekendtgørelse om arbejdsskadesikring af uddannelsessøgende, som nævnt ovenfor.

Påfører en studerende under et klinikophold en patient skade, er skaden dækket af klinikstedets patientforsikring. 

Spørgsmål

Er studerende der låner en tjenestebil til en studierelateret opgave dækket?

Aarhus Universitet har ikke en forsikring, der dækker studerende. Det gælder som udgangspunkt også, når de låner en tjenestebil i studiemæssig sammenhæng. Bilen er naturligvis stadig dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring, således at skader, der påføres andres ting eller person, dækkes af universitetet, men den studerende er ikke dækket i tilfælde af personskade, som påføres den pågældende selv. 

Studerende der udfører en opgave for universitetet

Studerende, der bliver bedt om at udføre en opgave for universitetet, er i arbejdsskadesikringslovens forstand at anse som ansat, uanset om der er indgået en skriftlig aftale herom eller ej, og dermed omfattet af arbejdsskadesikringsloven, hvis den pågældende kommer ud for et uheld under opgavens udførsel – det omfatter også transport i en tjenestebil. 

Er studerende der er passagerer i en tjenestebil omfattet?

Det afgørende i denne sammenhæng er, med hvilket formål den studerende er med i bilen. Hvis vedkommende er med for at hjælpe med at udføre en opgave, så er vedkommende som ovenfor beskrevet omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Hvis den studerende derimod blot får et lift hjem, er den studerende ikke omfattet af en forsikring. Det skal i den sammenhæng pointeres, at ansatte ikke må bruge tjenestebiler til private formål, og hvis den studerende ikke er med for at udføre en opgave, kan det måske anses som et privatretligt forhold udført af den ansatte.