Andre projekter og studiekredse

Ud over projekter, der indgår i kurser, som det fx kendes fra Kvantemekanik, udbydes dels "frie" projekter og dels projekter, som er målrettet specifikke kurser eller kursusforløb. 

De frie projekter er beskrevet i kursuskataloget, og der udbydes både frie projekter i fysik (Projektarbejde i Fysik) og astronomi (Projektarbejde i Astronomi). Der er som udgangspunkt ikke noget bånd på emnet for disse projekter ud over, at det skal være inden for hhv fysik eller astronomi, men det er en betingelse, at den studerende finder en underviser (adjunkt, lektor eller professor) ved IFA, som vil være vejleder. Dette såvel som de øvrige rammer for projekterne fremgår af kursusbeskrivelserne. De frie projekter er hver på 5 ECTS, og indgår der flere i uddannelsen,  tilføjes et bogstav i titlen, fx Projektarbejde i fysik B. De frie projekter hører formelt til kandidatuddannelserne, men der kan evt. indgå et enkelt projekt i slutningen af bacheloruddannelsen. Der kan kun indgå ét frit projekt i kandidatuddannelsen, hvis specialet udgør 60 ECTS. Er specialet mindre, kan sum af speciale og frie projekter højest udgøre halvdelen af kandidatuddannelsen. 

Målrettede projekter indgår i astronomitilvalget på bacheloruddannelsen og udbydes i tilknytning til fire centrale kandidatkurser i astronomi. 

Julie Thiim Gadeberg, medlem af IFAs uddannelsesudvalg, har sammen med andre studerende, der har erfaring fra et eller flere projekter, samlet en række gode råd om projektarbejde. Du kan læse disse råd her.

Hvis en gruppe studerende ønsker at gå sammen i en studiekreds for at fordybe sig i et emne, der måske ikke udbydes kurser i, er det selvsagt uproblematisk, hvis det ikke skal udløse ECTS. Er det omvendt tilfældet, skal studiekredsen være på 5 ECTS, og der skal kunne findes en underviser (adjunkt, lektor eller professor), som udgangspunkt ved IFA, der er villig til at være vejleder og "kursusansvarlig" for studiekredsen. 

En ECTS-udløsende studiekreds kan enten indberettes bestået under rammerne for projektarbejde, eller der kan udarbejdes en beskrivelse af studiekredsen svarende til de sædvanlige kursusbeskrivelser inklusive bedømmelsesformen, hvorefter studiekredsen udbydes på samme måde som et sædvanligt kursus. I sidstnævnte tilfælde indsendes beskrivelsen gennem IFAs uddannelsesudvalg i tilpas god tid til, at man kan nå at få studienævnets godkendelse inden kursustilmeldingsperioden (dvs beskrivelse skal indsendes senest august for studiekredse i forårssemestret og senest januar for studiekredse i efterårssemestret).

1445387 / i40