Over 220 tilmeldte til AUHack 2017

Hundredevis af studerende fra hele verden besøger 31. marts – 2. april IT Byen Katrinebjerg, for at deltage i AUHack 2017. Her møder studerende blandt andet virksomhederne Uber, Creuna, Systematic og Mjølner Informatics til tre dage med netværk, workshops og ny teknologi. Det er for alle interesserede, uanset studieretning og studiested, og du kan stadig nå at tilmelde dig.

02.03.2017 | Christian Haaber Rasch

AUHack handler først og fremmest om fællesskab og at have det sjovt. Her er det Coding in the Dark fra 2016-udgaven af AUHack. (Foto: AUHack)

AU Hack er tilrettelagt af studerende for studerende: Tre dage, hvor det er de studerende, der bestemmer hvad der skal ske. Stort set alle IT Byen Katrinebjergs studieretninger er med til at arrangere eventet. (Foto: AUHack)

Det er gratis at deltage, og alle studerende – uanset studieretning og studiested - er velkomne til AUHack 2017, der foregår fra fredag aften d. 31. marts til søndag d. 2. april om eftermiddagen i IT-byen Katrinebjerg. (Foto: AUHack)

AUHack er for studerende, der ønsker at blive udfordret på deres faglighed og er nysgerrige på at møde mennesker, der tænker anderledes end dem selv. Er du som studerende indstillet på dét, skal vi nok sørge for at bombardere dig med indtryk og ny inspiration til dit studie- og arbejdsliv, siger Henrik Goul, der er Digital Design-studerende på Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.

Sammen med Datalogistuderende Rasmus Lunding Henriksen og en række andre studerende i IT-byen Katrinebjerg, er han med til at arrangere AUHack 2017 fra 31. marts til 2. april: Tre dage hvor studerende og virksomheder sætter hinanden i stævne med workshops, aktiviteter og faglige oplæg inden for IT og ny teknologi. AUHack er gratis at tilmelde sig og i år kan man blandt andet høre oplægsholdere fra Uber, Creuna og Mjølner Informatics, prøve lasertagging og meget mere.

Af studerende – for studerende

Når virksomhederne åbner deres maskinrum og viser, hvordan de arbejder med IT, teknologi og workflow i praksis, inspirerer de os som studerende på en helt anden måde, end hvis vi fx møder virksomheden på en jobmesse, forklarer Rasmus Lunding Henriksen, der læser Datalogi på Institut for Datalogi, Aarhus Universitet.

Det er anden gang, at studerende fra IT Byen Katrinebjerg arrangerer AUHack – og allerede nu er der dobbelt så mange tilmeldte som i premiereåret 2016. Men der er plads til mange flere studerende fra AU, forklarer de to arrangører:

Tankegangen bag AUHack er, at det skal være for studerende – af studerende. De tilmeldte kommer fra vidt forskellige studieretninger, men fællestrækket er, at de har lyst til at møde udviklere, ingeniører og designere på en afslappet og kreativ måde via workshops og oplæg. Det er netop det fokus vi har forsøgt at ramme med AUHack 2017, siger Rasmus Lunding Henriksen.


Fakta om AUHack 2017

  • Et ”Hackathon” er en betegnelsen for ”en begivenhed hvor it-udviklere mødes og samarbejder intensivt om udvikling af prototyper, konceptudvikling eller videreudvikling af eksisterende it-projekter”. (Kilde: Wikipedia)
  • AUHack 2017 er anden gang at frivillige studerende i IT-byen Katrinebjerg, selv arrangerer et Hackaton. Som i 2016 handler AUHack 2017 ”om at have det sjovt, få nye færdigheder, opdyrke sit netværk og lære hinandens kompetencer at kende. Det er for alle studerende der ønsker at udfordre sig selv, have det sjovt og få indsigt i nye ideer og tankesæt”, oplyser arrangørerne.
  • Det er gratis at deltage i AU Hack, og alle studerende – uanset studieretning og studiested - er velkomne til AUHack 2017, dr foregår fra fredag aften d. 31. marts 2017 til søndag d. 2. april om eftermiddagen i IT-byen Katrinebjerg. Arrangementet er gratis og med fuld forplejning.
  • AUHack er en del af "Major League Hacking" - den officielle liga for studenter-hackathons i Europa og Nordamerika.
Studerende
1431552 / i40