Sygdom ved eksamen

Hvis du bliver syg i forbindelse med en eksamen på Aarhus BSS, kan du her læse, hvordan du skal forholde dig, og hvilke muligheder du har. Hvordan du skal forholde dig afhænger af den konkrete eksamensform.

Som udgangspunkt gælder:

  • Er du syg på eksamensdagen, kan du melde dig syg til prøven. 
  • Bliver du akut syg under en påbegyndt mundtlig eller skriftlig prøve, kan du ligeledes melde dig syg.
  • Du melder dig syg til en prøve via mitstudie.au.dk. Du skal anvende formularen ’Dispensation’ og angive, hvilken specifik prøve du er syg til.
    - Husk at vedlægge en lægeerklæring, som dækker perioden for de(n) anført(e) prøve(r). Sygemeldingen skal udstedes af lægen senest på eksamensdagen.
    - Hvis du melder dig syg til en prøve, skal du selv sørge for at tilmelde dig prøven på ny.
    - Hvis du ikke har meldt dig syg til prøven og udebliver, har du brugt et prøveforsøg.
  • Godkendelsen af din sygemelding er betinget af, at der foreligger gyldig dokumentation. Læs mere om krav til lægeerklæringer på din studieportal under "Studievejledning".
  • Godkendelsen er ligeledes betinget af, at du ikke har deltaget i eksamen. Hvis du er for syg til at gennemføre eksamen, skal du udeblive fra eksamen eller afbryde eksamen, hvis du bliver syg under vejs.

Hvis din eksamen ligger en på en lørdag

  • Hvis din eksamen ligger en lørdag, og du bliver syg på eksamensdagen, skal du sygemelde dig via mitstudie.au.dk inden eksamens start.
  • Du skal eftersende en lægeerklæring, som skal være udstedt senest første hverdag, efter at prøven har fundet sted. Lægeerklæringen skal sendes til dispensationsansogninger.bss@au.dk.
  • Lægeerklæringen skal beskrive, om der er fundet symptomer på sygdom på konsultationstidspunktet.
  • Hvis du er syg i dagene op til en eksamen, som finder sted på en lørdag, skal du få udstedt en sygemelding hos din læge senest sidste hverdag inden din eksamen.  

Er du syg med Corona?

Hvis du ikke kan deltage i eksamen, fordi du er syg med Corona, skal du følge den generelle vejledning for sygdom ved eksamen. Det betyder, at du skal medsende en lægeerklæring, som er udstedt senest på eksamensdagen. Et positivt testsvar udgør ikke gyldig dokumentation for sygemelding pga. corona.

Stedprøve (mundtlig eller skriftlig)

Sygdom på eksamensdagen:

Hvis du bliver syg forud for afviklingen af en skriftlig eller mundtlig stedprøve, har du mulighed for at melde dig syg til eksamen.

  • Søg læge samme dag og få en lægeerklæring, der dokumenterer din sygdom.
  • Du sygemelder dig via mitstudie.au.dk. Benyt formularen ’Dispensation’ og husk at angive, hvilken prøve sygemeldingen vedrører.
  • Husk at vedlægge dokumentationen fra din læge.

Akut sygdom under selve prøven

Hvis du bliver akut syg under afviklingen af en stedprøve og ikke kan gennemføre prøven, kan du ligeledes sygemelde dig.

  • Kontakt eksamensvagten og informer om, at du afbryder prøven grundet sygdom.
  • Aflevér blankt (ved at klikke på knappen 'Aflevér blankt' i Wiseflow) inden du forlader eksamenslokalet.
  • Søg læge samme dag og få en lægeerklæring, der dokumenterer din sygdom.
  • Du sygemelder dig via mitstudie.au.dk. Benyt formularen ’Dispensation’ og husk at angive, hvilken prøve sygemeldingen vedrører.     
  • Husk at vedlægge dokumentationen fra din læge.

OBS: Opfylder du ikke ovenstående, men har afbrudt prøven, har du brugt et prøveforsøg. Vælger du at gennemføre prøven, har du ligeledes brugt et prøveforsøg.

Bunden hjemmeopgave

Hvis du bliver syg under afviklingen af en bunden hjemmeopgave og ikke kan gennemføre eksamen, kan du sygemelde dig.   

Søg læge med det samme og få en lægeerklæring, der godtgør, at din sygdom er af sådan en karakter, at du ikke kan gennemføre eksamen.

Du sygemelder dig via mitstudie.au.dk. Benyt formularen ’Dispensation’ og husk at angive, hvilken prøve sygemeldingen vedrører.     

Fri hjemmeopgave

Hvis du er forhindret i at aflevere en fri hjemmeopgave i forbindelse med den ordinære eksamen pga. sygdom, kan du søge om dispensation til at gå direkte til reeksamen.

Hvis du er forhindret i at aflevere en fri hjemmeopgave i forbindelse med reeksamen pga. sygdom, kan du ansøge om at blive frameldt prøven efter fristen. 

Opsøg læge og få en lægeerklæring, der godtgør, at din sygdom er af en sådan karakter, at du ikke er i stand til at aflevere opgaven inden for fristen.

Indsend din ansøgning via mitstudie.au.dk og vedhæft dokumentation for din sygdom.

Du har brugt et prøveforsøg, hvis du ikke deltager i prøven og ikke har søgt om dispensation.

Får du dispensation til direkte adgang til reeksamen, skal du selv sørge for at tilmelde dig reeksamen.

Undervisningsdeltagelse som prøveform

Hvis du bliver syg i undervisningsforløbet, så du ikke er i stand til at leve op til de definerede deltagelseskrav, kan du søge om dispensation til at blive sygemeldt, sådan at du ikke bruger et prøveforsøg.  

Søg læge med det samme og få en lægeerklæring, der godtgør, at din sygdom er af sådan en karakter, at du ikke er i stand til at leve op til skitserede krav.

Følgende forhold bør fremgå af lægeerklæringen:

  • Hvad er dine symptommønstre?
  • I hvilken specifik periode er du eller har du været syg?
  • Hvornår er du først tilset i klinikken med symptomer på sygdom?

Hvis du får dispensation til at blive sygemeldt, skal du selv tilmelde dig prøven på ny, med mindre andet fremgår af din afgørelse.

Specialer

Hvis du bliver syg under afviklingen af dit speciale, så du ikke er i stand til at aflevere inden for fristen, kan du søge om dispensation til at få udsat fristen for aflevering af specialet.  

Opsøg din læge så snart symptomerne viser sig og få en lægeerklæring.

Følgende forhold bør fremgå af lægeerklæringen:  

  • Hvilke symptomer forhindrer dig i at arbejde på dit speciale?
  • Hvornår er du først tilset i klinikken med symptomerne?
  • Hvad er prognosen for din sygdom, dvs. hvornår forventes du raskmeldt?
  • I hvilken grad er din studieevne påvirket af din sygdom? Graden af studieevne kan fx angives i procenter, hvor 100 % udgør fuld studieevne og 0 % udgør fuld sygemelding.

Ansøg om dispensation til at få udsat fristen for aflevering af dit speciale. Ansøgningen sendes via mitstudie.au.dk.

Såfremt din sygdom vurderes at være af længere varighed, kan du undersøge din mulighed for at ansøge om ordinær orlov. Læs gerne mere her om ordinær orlov.

Når du holder orlov sættes dit speciale i bero. Det betyder, at du efter endt orlov i udgangspunktet har samme periode tilbage til dit speciale, som du havde, da din orlov startede.

Mundtligt forsvar

Bliver du syg i forbindelse med et mundtligt forsvar, kan du melde dig syg til den mundtlige prøve.

Opsøg læge og få en lægeerklæring, der dokumenterer din sygdom.

Du sygemelder dig via mitstudie.au.dk. Benyt formularen ’Dispensation’ og husk at angive, hvilken prøve sygemeldingen vedrører.    

Godkendes din sygemelding, vil der blive fastsat en ny dato for det mundtlige forsvar.

Sådan melder du dig syg til en eksamen

  • Log ind på mitstudie.au.dk 
  • Find 'Genveje til selvbetjening'
  • Klik på 'Ansøg hos dit studienævn'
  • Klik på ’Søg dispensation' og angiv, hvilken specifik prøve du er syg til.
  • Vedhæft en lægeerklæring, der dækker perioden for de(n) anført(e) prøve(r)

Kontakt

Kontakt Studievejledningen på Aarhus BSS, hvis du har brug for vejledning om, hvordan du melder dig syg til eksamen.