Brand rammer post.au.dk – mails kan ikke tilgås

Fra og med den 22. oktober vil alle gamle studentermails i systemet @post.au.dk ikke kunne tilgås, mens AU IT flytter dem over på en ny server. En brand i forbindelse med renovering i bygning 1445 har ramt den server, der rummer de studerendes postkasser. Også STADS kan være påvirket.

19.10.2012 | Camilla Ransborg Kirkegaard

En brand i bygning 1445 har sodskadet den server, der hidtil har rummet de studerendes mail, som slutter på @post.au.dk, og derfor har AU IT besluttet at flytte alle studentermailadresser til et nyt system.

Serverudskiftningen berører kun studentermails, der slutter på @post.au.dk - alle andre mailsystemer for studerende og ansatte er uberørte.

I første omgang flytter AU IT oplysninger om login, passwords og eventuelle viderestillinger til en anden mailadresse. Har du viderestillet din post.au.dk-adresse til en anden mail, vil brugerfladen, når man logger ind, se en lille smule anderledes ud.

Næste fase er at flytte alle gamle mails til det nye system, hvilket vil stå på over de næste 7 dage. I den periode vil det ikke være muligt at tilgå gamle mails, men man kan dog sagtens sende og modtage nye mails.

Oplever du tekniske problemer i forbindelse med flytningen, kan du kontakte din lokale AU IT Helpdesk

Hvis mailflytningen giver anledning til studiemæssige problemer, kan du kontakte den centrale studievejledning eller vejledningen på dit hovedområde

STADS kører på nedsat kraft

STADS vil formentlig køre på "nedsat kraft" det meste af uge 43. Halvdelen af serverkraften på STADS står i kælderen i Fredrikshus, og er derfor også påvirket af branden. Serverkraften skal renses af for sod, og derfor kan der forekomme eventuelle påvirkninger af performance i STADS i den periode, hvor arbejdet foregår.

Branden i bygning 1445 opstod, da håndværkere var i gang med ombygningsarbejde onsdag i efterårsferien. Læs mere om branden.

Mailflytningen kan følges på driftstatus.au.dk og studerende.au.dk

 

Studerende
312158 / i40