Du er her: AU  Studerende  Studieportaler Studieportaler Jura Eksamen Eksamenssnyd

Eksamenssnyd

SNYD.AU.DK

EKSAMENSSNYD ER IKKE EN LØSNING

Vidste du, at du risikerer at blive bortvist, hvis du benytter andres tekster og teorier uden kildehenvisninger?

Hvad er eksamenssnyd?

Eksamen er en test, hvor du viser dine individuelle kvalifikationer og præstationer indenfor de rammer og betingelser, universitetet har fastsat for den pågældende prøve.

Hvis du til en eksamen – tilsigtet eller utilsigtet – gør noget, som giver dig bedre vilkår end forudsat, snyder du dig til en forkert bedømmelse.

Hvis du hjælper en anden med at opnå en uretmæssig fordel til eksamen, er der også tale om snyd.

Forsøg på eksamenssnyd behandles ligeledes efter reglerne om eksamenssnyd, uanset om forsøget lykkes eller ej, eller om du har haft til hensigt at snyde. Regler om eksamenssnyd finder anvendelse uanset eksamensform.

Aarhus Universitet har udarbejdet en pjece (Kom sikkert gennem eksamen), der oplister flere eksempler på, hvad der af universitetet betragtes som eksamenssnyd.

SPØRG, HVIS DU ER I TVIVL….
Er du det mindste i tvivl om reglerne for eksamenssnyd, så spørg din underviser, din vejleder eller din eksaminator.

Konsekvenser af eksamenssnyd

Hvis du begår eksamenssnyd eller medvirker til dette, kan det få alvorlige konsekvenser for dig. De mulige sanktioner spænder fra en advarsel til permanent bortvisning fra universitetet og tildeles på baggrund af en samlet vurdering af forseelsens alvor i den konkrete sag.

Du kan læse mere om sanktionerne i AU’s disciplinære regler.

Sanktioner
§ 5.
 Rektor har følgende sanktionsmuligheder:

  • Tildeling af advarsel
  • Annullering af prøve
  • Bortvisning fra universitetet for en begrænset periode eller permanent.

Professionsbachelor eller erhvervsakademiuddannelse
Hvis du læser på en professionsbachelor eller erhvervsakademiuddannelse, vil sagen blive behandlet og sanktioneret i overensstemmelse med reglerne i eksamensbekendtgørelsen om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser.

Rettigheder under og efter sagsbehandlingen

Undervisning og eksamensaktiviteter

Verserende sag
Hvis du er part i en verserende sag om muligt eksamenssnyd, har du i perioden, hvor sagen behandles hos uddannelsesjura, samme rettigheder som dine medstuderende. Det betyder, at du i sagsbehandlingsperioden gerne må deltage i undervisning og eksamensaktiviteter på universitetet.

Hvis sagen ender med en sanktion
Er du indberettet for muligt eksamenssnyd, er der en risiko for - hvis sagen ender med en sanktion for eksamenssnyd - at din deltagelse i den pågældende prøve annulleres. Du har derfor i sagsbehandlingsperioden mulighed for at tilmelde dig og deltage i en eventuel reeksamen på trods af, at der endnu ikke foreligger en afgørelse i din sag. Vær i øvrigt opmærksom på, at tildeling af en advarsel er minimumssanktionen, når der er tale om snyd.

Hvis udfaldet af sagen bliver en afvisning eller en advarsel
Hvis udfaldet af sagen bliver en afvisning eller en advarsel, og du i den mellemliggende periode har deltaget i en reeksamen, beholder du det højeste resultat.

Tilmelding til reeksamen
Er du part i en verserende sag om muligt eksamenssnyd, og ønsker du at blive tilmeldt reeksamen i faget, skal du kontakte administrationen på dit studie. Det vil ikke være muligt for dig at tilmelde dig til reeksamen i faget via selvbetjeningen, da der endnu ikke forligger et resultat i den ordinære prøve.

Efter sanktionen er effektueret
Har du modtaget en sanktion i en sag om eksamenssnyd, vil du, efter sanktionen er effektueret, være studerende på samme vilkår som de øvrige studerende på universitetet. Der vil derfor ikke blive iværksat særlige tiltag, der kan formilde omstændighederne i din situation, ligesom du vil heller ikke være under skærpet opsyn ved kommende prøver. Sager om eksamenssnyd er af fortrolig karakter, og universitetets medarbejdere har tavshedspligt herom.

Procedure vedrørende eksamenssnyd

Indberetning
Hvis der opstår mistanke om eksamenssnyd i forbindelse med en prøve, vil dette blive indberettet til Uddannelsesjura, som behandler disse sager på vegne af dekanerne.

Når en sag om muligt eksamenssnyd indberettes til Uddannelsesjura, vil du som studerende modtage besked om, at bedømmelsen af din eksamen er sat i bero, så længe sagen undersøges.

Et eventuelt planlagt mundtligt forsvar af en eksamensbesvarelse vil derfor også blive udsat, indtil der er truffet en afgørelse i sagen.

Vurdering
Når Uddannelsesjura modtager en indberetning om muligt eksamenssnyd, vurderes sagens indhold, inden der træffes beslutning om enten at afvise indberetningen eller at fortsætte behandlingen af sagen.

Hvis sagsbehandlingen fortsættes, vil du som studerende modtage et brev om skriftlig partshøring med et referat af sagens faktiske omstændigheder. Sammen med brevet vil du modtage en kopi af indberetningen, en kopi af eksamensbesvarelsen med angivelse af, hvor i opgaven der menes at være eksamenssnyd, samt kopi af kilderne.

Formålet med brevet er at give dig mulighed for at give dine kommentarer til sagen, inden der træffes en afgørelse. 

Du kan som studerende dog til en hver tid under sagens behandling anmode om et møde, hvor du har mulighed for at give dine kommentarer til sagen. Det samme kan indberetter eller Uddannelsesjura, hvis det vurderes at være nødvendigt for sagsbehandlingen.

Sagsbehandling
På baggrund af indberetningen og det efterfølgende møde udarbejdes en afgørelse i sagen. Den normale sagsbehandlingstid for sager om muligt eksamenssnyd er 6-8 uger fra Uddannelsesjura modtager indberetningen, til der foreligger en endelig afgørelse i sagen.

Nyhed

Der er sket en lempelse af reglerne omkring snyd ved gruppeeksamen.


Vær opmærksom på at der pr. 1. september 2015 er kommet nye regler om eksamenssnyd, herunder om brug af citater i eksamensopgaver. Du kan læse mere om ændringerne i universitetets pjece ”Kom sikkert gennem eksamen"

Quiz

Test din viden om eksamenssnyd.

Eksamenssnyd er ikke en løsning

Hvis du af personlige, studiemæssige, familiære eller andre grunde bliver så presset, at du overvejer at begå eksamenssnyd, så lad være. Søg hjælp og gør noget andet.

Her kan du finde kontaktoplysninger på steder, hvor du kan søge hjælp


Besøg også trivsel.au.dk og bliv klogere på nogle af dine muligheder på Aarhus Universitet.

315049 / i40