SciTech-Tinget er til for de studerende

Et nyt SciTech-Tinget (STT) har set dagens lys. »Vi vil gerne bevæge os i en retning, hvor foreninger kan få mere gavn af hinanden – blandt andet via vidensdeling,« fortæller Roberth Sethsen Petersen, studentermedhjælper hos STT. Læs her om, hvordan du og din forening kan få gavn af STT, blandt andet ved at søge midler fra prodekanens pulje på 20.000 kr. til arrangementer af faglig karakter.

05.04.2018 | Kirstine Landgrebe, studentermedhjælper

»Vi vil gerne bevæge os i en retning, hvor foreninger kan få mere gavn af hinanden – blandt andet via vidensdeling,« fortæller Roberth Sethsen Petersen, som er studentermedhjælper hos SciTech-Tinget. Foto: AU Kommunikation

Som en paraplyforening over alle ST’s studenterforeninger er STT først og fremmest et forum, hvor foreningerne kan sparre med hinanden og generelle udfordringer tages op. Der afholdes møder en gang i kvartalet, hvor alle studenterforeninger bliver inviteret og hvor deres interesser sætter dagsordenen. »STT kan være et oplagt sted at søge hjælp, da denne giver mulighed for, at foreninger mødes for at diskutere problemstillinger og dertil giver hinanden idéer,« forklarer Roberth Sethsen Petersen, der er en af de to studentermedhjælpere hos STT. Om netop deres rolle nævner han, at »vi skal stå til rådighed for de mange studenterforeninger man finder på ST – og sørge for at styrke bindeledet imellem disse.« SciTech-Tinget skal altså sikre kommunikation og samarbejde på tværs af foreningerne. 

Godt med erfaringsudveksling 

Sparring mellem foreningerne er noget, som Tobias Wang Bjerg finder utrolig vigtigt. Han er bestyrelsesmedlem for TKM og deltog i det seneste STT-møde. »Bare det at høre, hvad andre gør, det hjælper rigtig meget,« svarer han til et spørgsmål om, hvad foreningerne kan bruge SciTech-Tinget til. Men møderne handler om meget mere end det, siger Tobias Wang Bjerg: »Det er ikke så meget om at få, men også lige så meget for at give.«

Et styrket samarbejde mellem studerende og ledelse

Udover at værne om kommunikationen og samarbejdet studenterforeningerne imellem, så trækker STT også på at være bindeled mellem ST-studerende og ledelsen. Et konkret initiativ i den forbindelse har været at invitere prodekan Finn Borchsenius med til STT-møderne hver anden gang. »Finn kom for eksempel forbi vores første møde i år, hvor han deltog i hele mødet. Her fik Finn præsenteret sig selv, sin rolle og sine ambitioner med foreningslivet,« forklarer Roberth Sethsen Petersen. For Finn Borchsenius ligger der en stor interesse i at have velfungerende studenterforeninger. Han nævner blandt andet, at »vi har brug for at have nogle gode og stærke studenterorganisationer, der forholder sig til, hvordan udviklingen er på uddannelsesområdet, og vi har brug for at få nogle tilbagemeldinger fra dem.« SciTech-Tinget kan dermed fungerer som den kanal, hvorigennem de studerende kan sende beskeder og spørgsmål til ledelsen. 

Pulje på 20.000 kr. til de studerende

I forlængelse af styrkelsen af STT har man fra ledelsens side valgt at give en gave til studenterforeningerne på 20.000 kr., som kan bruges til fælles arrangementer på tværs af foreninger – eksempelvis til virksomhedsbesøg eller til oplæg med eksterne forskere. »Det her er jo et forsøg på at styrke samarbejdet,« forklarer Finn Borchsenius, og fortsætter »og hvis de studerende vender tilbage og siger, at vi har brug for det her, så snakker vi om det.« På den måde er ledelsen med til at rammesætte SciTech-Tinget – men det er op til studenterforeningerne at udfylde det med netop det, som de finder relevant. Samtidig kan paraplyforeningen også virke som støtte for nye foreninger. Her pointerer Finn Borchsenius, at »der er et rammeværk i SciTech-Tinget, hvor, hvis man vil etablere nye foreninger, for eksempel for de nye ingeniøruddannelser, så er der noget der, man kan læne sig op ad.«

Af studerende og for studerende

STT-møderne giver mulighed for, at foreningerne kan blive hørt og fælles problematikker kan blive diskuteret. Studentermedhjælper hos STT, Roberth Sethsen Petersen, forklarer »at foreningerne skal føle, at de kan komme til STT-møderne og få noget konstruktivt ud af dem.« Samtidig vil SciTech-Tinget være et forum, hvor nye ideer kan komme på banen og implementeres. STT er under konstant udvikling og er åben for nye forslag fra alle sider. Eksempelvis taler bestyrelsesmedlem fra TKM, Tobias Wang Bjerg, for igangsættelsen af workshops for alle foreningernes kasserer eller web-ansvarlige – hvor de studerende netop kan lære af hinanden. »Man kan godt udnytte der, hvor man har nogle stærke sider,« som han siger.  SciTech-Tinget er en organisation-in-progress og forstærkes kun gennem øget samarbejde mellem ledelsen og studenterforeninger, samt studenterforeningerne imellem. »Vi skal blive ved med at minde foreningerne om, at vi er der for hinanden,« forklarer Roberth Sethsen Petersen, »det er jo det, som jeg ser det, studielivet handler om.«

Næste SciTech-Tinget møde afholdes mandag d. 9.april 2018.

Studerende
1431587 / i40