Studenterrådgivningen

Der kan være mange grunde til, at man som studerende oplever, at man ikke kan overskue sit studie. At tage en uddannelse er ikke kun en faglig, men også en personlig udviklingsproces. Personlige kriser på grund af sygdom, ensomhed, dødsfald i familien eller andre omstændigheder kan gøre, at det i perioder kan føles umuligt at koncentrere sig om at læse og skrive opgaver.

Hos Studenterrådgivningen kan du få personlig rådgivning, der er fokuseret på netop de vanskeligheder, som fylder i din hverdag. Det kan være, at du har en følelse af sorg eller tristhed. Hvis din nedtrykthed er længerevarende, kan vi finde ud af, om den er symptom på en depression, og hjælpe dig til at håndtere den. Det kan også være, at du lider af angst for bestemte ting/situationer. F.eks. har nogle studerende alvorlig eksamensangst eller præstationsangst. Det kan gøre, at de har det meget dårligt med at tale foran en gruppe og aflevere opgaver, der måske ikke er 100 % perfekte. 

Hos Studenterrådgivningen kan du få hjælp til at håndtere de psykiske problemer, der gør, at du ikke kan fungere på studiet. Du kan vælge at mødes personligt med en rådgiver eller tage en telefonsamtale. Ved begge former for rådgivning kan du være anonym, og alle rådgivere har tavshedspligt. Der er altid mulighed for individuelle samtaler, og i nogle tilfælde kan vi tilbyde gruppeforløb. Holdet består af psykologer, psykiatere og socialrådgivere med en psykoterapeutisk efteruddannelse. De har alle en stor teoretisk viden at trække på, og samtidig har de erfaring med rådgivning af unge.

Det er ikke nogen skam at støde ind i psykiske problemer i løbet af studietiden. Ved hjælp af rådgivning kan du få hjælp til at tage dine personlige udfordringer op.


DIG KAN VI HJÆLPE

  • Er du deprimeret? /Føler du dig ofte trist?
  • Lider du af angst? / Har du haft angstanfald?
  • Har du koncentrationsproblemer?
  • Har du været alvorligt syg?
  • Har du mistet én af dine nærmeste?
  • Har du lavt selvværd, der påvirker dine studier?
  • Har du præstationsangst?
  • Har du eksamensangst? / Er du meget bange hver gang du skal til eksamen?
  • Er du meget nervøs for at tale foran en gruppe?
  • Tør du ikke sige noget i timerne?
  • Er du perfektionist?
  • Har du social fobi? / Er du bange for at være i et rum med mange mennesker?
1424380 / i40