Specialevejleder

Ansøgning om vejleder

Du bliver automatisk tilmeldt specialet på 4. semester af kandidatuddannelsen.
Du skal dog selv være opmærksom på at ansøge om vejleder til specialeperioden.
Ansøgningen sker i semestret forud for, at du tilmeldes specialet.
Du skal således søge om vejleder senest den 1. april eller den 15. oktober.
Det er vigtigt, at du selv holder dig orienteret om, hvornår du skal søge specialevejleder, da ansøgning og fordeling sker i semestret, inden du automatisk tilmeldes specialet.

Prioritering af vejleder

Du har mulighed for at prioritere 3 vejledere, og du har også mulighed for at give dit bud på, hvilket fagområde (SP, K, U, AO, Klin, Pæd) og/eller emne du påtænker at skrive indenfor. Læs eventuelt potentielle vejlederes vejlederbreve igennem, inden du ansøger. På baggrund af de indkomne ansøgninger fordeles alle studerende, der har søgt om vejledning, på de vejledere, der har vejledning i den kommende periode. Der er ingen garanti for, at du får præcis den vejleder, du ønsker dig, men vi gør, hvad vi kan, på baggrund af de oplysninger du skriver i ansøgningen, hvorfor det er en god idé at skrive så mange oplysninger som muligt. Du er altså garanteret en navngiven vejleder (fra enten 1. maj eller 1. november), såfremt du har søgt, men på grund af vejlederkapaciteten er det ikke sikkert, at du får en vejleder, der er specialist indenfor dit specialeemne. Der kan således være tale om, at du i højere grad tilbydes procesvejledning fremfor indholdsmæssig vejledning. I så fald har du som studerende selvfølgelig mulighed for at tilpasse dit emne, så det i højere grad matcher din vejleders fagområde.

Som udgangspunkt er det ikke muligt at lave forhåndsaftaler med vejledere medmindre der er tale om en konkret aftale ift. et empirisk specialeprojekt.  I så fald SKAL dette samarbejde angives ved ansøgning om vejleder, men aftalen kan kun forventes honoreret, hvis vejleder siger god for at tage vejledningen oveni de vejledninger vedkommende er forpligtet på.

Fordeling af vejledere

Er der flere studerende, der har valgt den samme vejleder, kan emnet for specialet blive afgørende for, hvem der får tildelt den pågældende vejleder. Alternativt vil der blive trukket lod mellem de studerende, der har valgt den samme vejleder.

Vedrørende eksterne vejledere (ikke ansatte)

Såfremt eksterne vejledere kan benyttes vil disse fremgå af listen over tilgængelige vejleder ifbm. ansøgningsproceduren.

Forberedelse inden mødet med vejleder

  • Læs din vejleders vejlederbrev igennem og overvej også, hvad du ønsker af dit vejledningsforløb. Hvilke dele af processen forventer du især at have brug for hjælp til, hvad er din erfaring i forhold til din måde at arbejde på, hvordan stemmer det med vejleders vejledningsstil og vær forberedt på at kommunikere dine overvejelser videre til din vejleder.
  • Forbered dig på dit emne: Indkreds dit emneområde, skriv ½-1 side om emnet og prøv at lave en problemformulering, der beskriver den problemstilling, du er interesseret i. Når du tænker i specialeemne/problemformulering så tænk over, om dette emne kan holde din interesse fanget i hele skriveperioden.
  • Orienter dig i studieordningen, kursuskataloget og på denne hjemmeside med hensyn til de formelle regler for specialet.
  • Orienter dig i de forskellige ressourcer (bøger, hæfter, onlineværktøjer), der er til rådighed som hjælp og støtte til opgaveskrivning på universitetet (se fx www.studypedia.au.dk

 

Ved første møde (afstemning af forventninger)

  • Spørg ind til den viden du allerede har om vedkommendes vejledning, og fortæl om dine forventninger og behov, så I sammen kan afstemme jeres forventninger. Spørg direkte hvor meget vejledning, og hvad der vejledes på (f.eks. hvor meget hjælp får man til problemformulering, gennemlæsning af materiale, mv.).
  • Forbered dig til mødet. Vær klar til at skulle uddybe din foreløbige beskrivelse af dit emne/problemformulering. Da vejledning er begrænset gælder det om at bruge tiden bedst muligt.

Vejledning, vejledningsformer og bedømmelsesnormer

  • Der gives vejledning til specialet fra en af instituttets ansatte undervisere
  • Der gives i alt 15 vejledningstimer til specialet (ved to studerende ganges med 1,5). Den endelige fordeling af vejledningstid aftales med vejleder.
  • De 15 vejledningstimer knytter sig til det første eksamensforsøg. Hvis den studerende får 3 måneders forlængelse og påbegynder sit 2. prøveforsøg, gives der 2,5 vejledningstimer, og ved yderligere 3 måneders forlængelse og påbegyndt 3.prøveforsøg, gives der igen 2,5 vejledningstimer.
  • Vær opmærksom på, at ikke anvendte vejledningstimer ikke kan overføres til et evt. 2. eller 3.forsøg.
  • Alle former for vejledning regnes med i antal vejledningstimer, herunder vejledningsmøder, mailkorrespondance, telefonvejledning og forberedelse til vejledning.
  • Ved vejlederskifte før første eksamensforsøg, skriver første vejleder timeseddel. Der er i alt 15 timer til rådighed til vejledning - ny vejleder har det resterende antal timer til rådighed til vejledning. Ved særlige forhold indsender ny vejleder begrundet ansøgning om flere vejledningstimer. Ved vejlederskift efter første (eller evt. andet) eksamensforsøg får ny vejleder 2,5 time til vejledning. Ved særlige forhold indsender ny vejleder begrundet ansøgning om flere vejledningstimer.
311940 / i40