EQUIS-akkreditering til hele Aarhus BSS

Aarhus BSS har netop fået forlænget EQUIS-akkrediteringen for yderligere tre år, og for første gang er hele fakultetet nu omfattet af akkrediteringen. ”EQUIS-akkrediteringen af hele Aarhus BSS er et kvalitetsstempel, som gives til få business schools i verden”, siger dekan Thomas Pallesen.

15.12.2017 | SINNE B. JAKOBSEN

Akkrediteringen tildeles af EFMD’s EQUIS Accreditation Board, og i sin tilbagemelding konkluderer EFMD blandt andet, at Aarhus BSS siden sidste besøg i 2014 har iværksat og gennemført en række initiativer for at øge samarbejdet mellem fakultetets business-discipliner og social sciences-discipliner, og EFMD opfordrer Aarhus BSS til at forstærke denne bestræbelse. EFMD fremhæver også kvaliteten af fakultetets videnskabelige og administrative medarbejdere og vores dygtige studerende. Det glæder dekan Thomas Pallesen, at EFMD anerkender Aarhus BSS’ høje kvalitet og ser mulighederne i fakultetets organisatoriske struktur:

”Akkrediteringen kvalitetsstempler vores ambition om at udnytte potentialet i vores stærke fagligheder inden for både business og social sciences, men også i krydsfeltet mellem de to,” siger han. ”Og det er en ambition, som jeg og resten af fakultetsledelsen ser frem til at arbejde videre med i de kommende år. Ikke bare fordi EFMD anbefaler det, men fordi vi tror, at det på en række områder er en rigtig god ide”.

”Det har været en lang proces at nå hertil. Efter en række møder med EFMD over de seneste år har det stået klart, at det kunne blive en udfordring for EFMD at udvide EQUIS-akkrediteringen til at omfatte hele Aarhus BSS. Vi har gennem hele processen holdt fast i grundtanken om, at de stærke fagligheder på Aarhus BSS er fundamentet for at skabe et meningsfyldt samarbejde på tværs af disciplinerne. Vi vidste, at det ville være et sats – men vi var hele vejen tro mod vores identitet,” udtaler dekanen. ”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at rette en stor tak til de mange, som har bidraget til processen og været med til at sikre dette flotte resultat.” 

Hvad er næste skridt?

Aarhus BSS skal lave en årlig statusrapport, der beskriver fakultetets arbejde med udvalgte områder, som EFMD har identificeret som udviklingsmål for akkrediteringsperioden. Næste EQUIS-akkrediteringsbesøg finder sted i efteråret 2020.

Studerende
311949 / i40