Udlandsophold

Valg af fag i udlandet

Når du har fundet det eller de universiteter, du gerne vil søge en udvekslingsplads på, skal du selv gå ind på universiteternes hjemmeside, finde kursuskataloget og søge efter fag. Dette kan være tidskrævende, så afsæt god tid til det. Du skal vælge fag svarende til 30 ECTS pr. semester. Hvis dit værtsuniversitet ikke bruger ECTS-systemet, må du finde ud af, hvor mange af universitetets points/credits/units der svarer til 30 ECTS. Hvis fagudbuddet for det semester, du søger, endnu ikke er tilgængeligt på hjemmesiden, sammensætter du dit studieprogram på baggrund af det eksisterende kursusudbud. Hvis der efterfølgende sker ændringer, vil det være muligt at ændre din studieplan.

Kontakt dit studiecenter eller den uddannelsesansvarlige, hvis du har spørgsmål til valg af fag eller omregning af credits til ECTS.

Forhåndsgodkendelse

Som noget nyt skal du først ansøge om forhåndsgodkendelse af de fag, du vil tage i udlandet, efter du har fået svar på din ansøgning om en udvekslingsplads.

Forhåndsgodkendelsen skal altid være på 30 ECTS pr. semester, så du ikke kommer til at forlænge din studietid. 

Det er dit studienævn, der udsteder forhåndsgodkendelsen. Det er også dit studienævn, der bestemmer, hvor mange kurser du skal tage på gæsteinstitutionen, for at det svarer til 30 ECTS. Det er derfor en god ide at undersøge netop dit studienævns retningslinjer, inden du går i gang med at udarbejde en ansøgning om forhåndsgodkendelse.

For at vurdere din ansøgning har studienævnet typisk brug for minimum en beskrivelse af dit studieprogram og kursusbeskrivelser (printes fra værtsuniversitets hjemmeside).  

Husk at søge studienævnet om forhåndsgodkendelse hurtigst muligt, efter du har fået tildelt en udvekslingsplads, da det tager tid at behandle ansøgningen, i nogle tilfælde helt op til otte uger.

Det er studiespecifikt, hvordan du søger forhåndsgodkendelse. Mange studerende skal søge forhåndsgodkendelse via et skema i Selvbetjeningen, men det gælder ikke alle. Undersøg proceduren hos dit studienævn/studiecenter.

Særligt for studerende på diplomingeniøruddannelserne
Er du studerende på en diplomingeniøruddannelse, skal du kontakte din uddannelsesleder og ikke dit studienævn.

Learning Agreement

Skal du udveksles via ERASMUS eller Nordplus, skal du ligeledes udfylde en Learning Agreement på baggrund af din forhåndsgodkendelse. At udfylde en Learning Agreement er et krav, for at du kan modtage Erasmus- eller Nordplus-stipendie.

    • Læs mere om kravene til studerende, der modtager Erasmus- eller Nordplus-stipendie under punktet "Økonomi" i venstremenuen
1399759 / i40