Er du klar til at tilmelde dig fag til det kommende semester?

Det er tid til at vælge valgfag til forårssemestret 2019. Du skal i den forbindelse være opmærksom på flere ting. Læs derfor grundigt nedenstående information inden du vælger fag.

30.10.2018 | Julie Drejer Kornum

Kære studerende,

Det er tid til at vælge valgfag til forårssemestret 2019. Du skal i den forbindelse være opmærksom på flere ting. Læs derfor grundigt nedenstående information inden du vælger fag.

Tjek reglerne for fagsammensætning
Når du overvejer hvilke fag, du ønsker at følge, er det vigtigt, at du samtidig tager højde for, hvilke regler der er gældende i forhold til fagsammensætning for netop din uddannelse. Du kan læse mere omkring reglerne i din studieordning. Hvis du har brug for vejledning om fagvalg og studieplanlægning, er du velkommen til at kontakte studievejledningen. Vi vil opfordre dig til at søge vejledning i god tid.

Tilmelding til fag er bindende
Det betyder, at du ikke kan afmelde dig eller ændre i de fag, som du har tilmeldt dig efter tilmeldingsfristens udløb, med mindre du søger og får en dispensation fra studienævnet. Hvis der ligger obligatoriske fag på dit studie i forårssemestret og du følger det normerede studieforløb, vil du automatisk være tilmeldt disse fag, når der åbnes op for tilmelding. Det er dog stadig dit eget ansvar at tjekke op på, at du er tilmeldt korrekt.

Der er åbent for tilmelding i perioden d. 1.-5. november 2018. Du tilmelder dig via STADS, som du tilgår inde på mitstudie.au.dk. Når du har tilmeldt dig, kan du følge dine tilmeldinger på mitstudie.au.dk, på den nye underside; ”Min studietidslinje”. Hvis der er tilmeldinger, du ikke kan finde, skal du i stedet tjekke STADS.

Få overblik over dit studie
Som noget nyt har AU lanceret studietidslinjen. Studietidslinjen er et online værktøj, som giver dig et visuelt overblik over din uddannelse. Du kan bl.a. bruge det til at se dine tilmeldinger og tjekke din maksimale studietid. Du finder studietidslinjen som en underside inde på mitstudie.au.dk.

NB! Enkelte studerende har ikke en studietidslinje. Er du af dem, beder vi dig i stedet tjekke dine tilmeldinger via STADS.

Tjek din AU-mail
Vi håndterer dine tilmeldinger løbende. Såfremt et fag bliver aflyst eller dine tilmeldinger af andre grunde ikke bliver godkendt, kontakter vi dig via din AU-mail. Det er derfor meget vigtigt, at du tjekker din AU-mail jævnligt i og efter tilmeldingsperioden.

Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til fagtilmelding kan du kontakte:

Bachelor: Katrine Pinholt Hall, katrine@au.dk
Kandidat: Tina Aronro, tina@au.dk

 

Med venlig hilsen
Aarhus BSS Studieadministrationen

Studerende
312147 / i40