Juledagen 2016

Ved Juledagen 2016 blev Lars Johannsen kåret som årets underviser, mens Simon Calmar Andersen løb af med titlen som årets forsker. Traditionen tro bød dagen på mange festligheder, og i år også på kage fra selveste institutlederen.

05.12.2016 | Ingrid Marie Fossum

Simon Calmar Andersen blev kåret som årets forsker og klappet frem af den fyldte Samfundsfaglige kantine.

Studenterforeningen Jul på IFSK, som hvert år arrangerer Juledagen, byder velkommen.

Adjunkt Andreas Albertsen underholdt som årets juletaler.

Årets forsker Simon Calmar Andersen takkede for prisen.

Fordi over 60 % af de bachelorstuderende havde udfyldt studiemiljøundersøgelsen for 2016, serverede institutleder Peter Munk Christiansen kage til alle i kantinen. ”Vi er megaglade, når instituttet viser, at de er glade for os. Vi er også megaglade for instituttet,” siger Christiern Santos Rasmussen, 7. sem. ”Vi er glade for, at vi studerende får give vores besyv med, i hvordan vores hverdag skal skrues sammen.”

”Vi er meget glade for, at så mange bakker op om det hvert år. Vi er en lille revy, men jeg synes, vi gør det rigtig godt. Man kan have skyhøje forventninger til revyen. Det er nemlig det, der er fantastisk med statskundskabs julerevy: Vi sætter baren rigtig højt, og passerer den hvert år. Vi er farvet af vores fag og derfor meget politiske, og der har været masser af materiale i 2016, så det kommer vi rundt om i revyen,” siger Christiern Santos Rasmussen, instruktør for revyen.

Festlighederne på Juledagen indledtes af adjunkt Andreas Albertsen, som holdt årets juletale. Han fortalte, at en nisse havde banket på hans dør og spurgt om, det kunne være rigtig, at kun artige børn fik julegaver. Nissen havde været forbi flere af de andre undervisere på instituttet for at få hjælp, og der var således mange referencer i talen til kollegernes mulige svar på spørgsmålet, om hvem der var berettiget julegaver. Andreas Albertsen høstede latter og stor applaus fra den fyldte Samfundsfaglige kantine. [Der er også en hyldest til ham i nedenstående video.]

/

Simon Calmar Andersen blev årets forsker

Kandestøberen havde i ugerne op til Juledagen sørget for afstemninger om Årets forsker og Årets underviser. Først blev årets forsker afsløret. Her blev forskningens samfundsrelevans og forskerens evne til at kommunikere resultater til folk uden for den akademiske verden fremhævet. De forskerkollegaer, som havde stemt på Simon Calmar Andersen som Årets forsker, mente, at ”et vanvittigt publikationsår i 2016”, herunder ”to artikler i Proceedings of the National Academy of Sciences” talte for sig selv.

”Tak til Kanden og til mine kollegaer, der har stemt på mig, men først og fremmest tak til dem, jeg arbejder sammen med. […] Det er super fedt at være på sådant et institut, der virkelig rykker!” sagde Simon Calmar Andersen.

Lars Johannsen blev årets underviser

De studerende havde stemt på Lars Johannsen som årets underviser. Ironisk nok kunne han på grund af undervisning ikke være til stede for at modtage prisen. De studerende havde fremhævet Johansens evne til at variere undervisningen og møde dem i øjenhøjde på gangene. De havde skrevet ting som: ”Man glæder sig altid til undervisningen.” ”Han er så passioneret og glad, at selv til den undervisning, hvor han spildte cola i tastaturet og strømmen gik i auditoriet, var han fortsat helt vildt glad.” ”Årets underviser er simpelthen den bedste.” ”Han kaster sig hovedkulds ind i en forelæsning med alt, hvad han har.” ”Han er her for vores skyld, og han brænder for det, han laver.” ”Han giver os lyst til at lære mere.”

Resten af Juledagen bød på utallige festlige barer arrangeret af studenterforeningerne og instruktorerne, dernæst revy og endnu flere festligheder i kantinen. Det er studenterforeningen Jul på IFSK, som hvert år arrangerer Juledagen.

Opslag
312147 / i40