Statskundskabsstuderende vinder Dronning Margrethe den II's rejselegat

Den heldige modtager af Dronning Margrethe den II’s rejselegat blev Asger Narud, som er kandidatstuderende på 2. semester på Institut for Statskundskab.

16.09.2013 | Ingrid Marie Fossum

Dronning Margrethe den II’s rejselegat blev fredag den 13. september uddelt til fire dygtige studerende ved Aarhus Universitet. Den nye rektor Brian Bech Nielsen stod for prisoverrækkelsen ved Årsfesten, hvor Asger Narud fra Statskundskab var en af de heldige modtagere.

Asger Narud har gennem hele sin uddannelse opnået usædvanlig høje karakter. Ud over at udmærke sig på det faglige niveau har Narud været en meget dygtig og afholdt studenterinstruktor i metode samt været en engageret russekretær.

Med udspring i arbejdet som russekretær har han sammen med sin russekretærkollega stået i spidsen for etableringen af et mentorprojekt på Institut for Statskundskab, som instituttet har besluttet at fortsætte med. På baggrund af mentorprojektets grundighed og de positive effekter, det har haft, har instituttet besluttet, at mentorordningen i fremtiden tilbydes alle 1.-årsstuderende med henblik på i højere grad at integrere de nye studerende og mindske uønsket frafald.

Asger Narud ønsker at tage en del af sin kandidatuddannelse på University of Washington, et universitet, som Institut for Statskundskab har samarbejdet med gennem adskillige år. Her vil han følge fag på både kandidat- og ph.d.-niveau. 

Priser
312147 / i40