Få gode råd til din eksamen af professor Klaus Thomsen

Nu går vi den tid i møde – den tid, hvor hovedet tilbringer ekstra meget tid nede i bøgerne, og hvor svedige håndflader ikke kun skyldes den varme kaffe mellem hænderne. Vintereksamenerne er over os, og med dem følger forberedelsestiden. Men hvordan forbereder man sig bedst? Vi har spurgt underviser i Calculus, Klaus Thomsen, hvad han forbinder med en god eksamensforberedelse.

02.01.2018 | Kirstine Landgrebe, studentermedhjælper

Klaus Thomsen, professer ved Institut for Matematik

 

Uanset hvilken form for eksamen, du skal til, er det afgørende for din forberedelse, at du har været igennem undervisningsmaterialet. Det mener Klaus Thomsen, som er professor ved Institut for Matematik, og som i øjeblikket underviser førsteårsstuderende i Calculus. Han fortæller, at eksamensforberedelsen handler om at fordybe sig: ”Jeg oplevede selv da jeg læste, at det var i de perioder (red: eksamensforberedelsen), at jeg fik en dybere forståelse af det, der foregik.” 

Til dig, der skal til skriftlig eksamen
Du skal endelig ikke glemme den dybe forståelse – heller ikke hvis du skal til en skiftlig eksamen. At forberede sig tager tid og i eksamensperioden er der netop mulighed for at sætte sig ned og komme godt ned i stoffet. For mange kan det dog synes unødvendigt, hvis man eksempelvis skal op til en multiple-choice eksamen, hvor det gælder om at løse meget konkrete opgaver. Det handler om at finde en balancegang. ”Under alle omstændigheder er det selvfølgelig en god idé, at man arbejder meget med opgaver, og regner alle de opgaver, man kan få fat i,” pointerer Klaus Thomsen og anbefaler forberedelsesmetoden til sine egne studerende: ”Det med at regne og løse opgaver, det er helt centralt i forbindelse med et kursus som Calculus, hvor det er matematikhåndtering, som er det primære indlæringsmål.”     

Til dig, der skal til mundtlig eksamen
Det er klart, at du skal forberede dig på helt anden måde, når der er tale om en mundtlig eksamen. Her er det jo nogle andre færdigheder, som bliver testet. I forbindelse med den mundtlige eksamen anbefaler Klaus Thomsen en metode, som han mener bliver brugt for sjældent: ”Det er en rigtig god ide at afprøve den mundtlige eksamenssituation.” Dette kan du gøre med en medstuderende eller i din læsegruppe, hvor I skiftes til at gennemgå et af de eksamensspørgsmål, som du kender på forhånd. ”Så opdager man eksempelvis, hvis man har valgt for lidt stof,” forklarer Klaus Thomsen.
At øve sammen i grupper har også en lærende funktion i sig selv. Du kan eksempelvis opdage nogle faglige pointer, som kommer frem under en andens præsentation. Samtidig kan metoden hjælpe på nervøsiteten, og fungerer derfor godt rent psykologisk. Hvis du for første gang skal op til en mundtlig eksamen på universitetet, kan det at fremlægge foran andre give dig en fornemmelse af, hvordan det føles. På den måde er man bedre forberedt på selve eksamenssituationen. 

Knæk og bræk med jeres eksamener (og husk at forberede jer godt)  

Science and Technology, Biologi
1431565 / i40