Leder

21.02.2008

Kære ASB-studerende

Velkommen til første udgave af OUTLINE, et nyhedsbrev til alle bachelor- og kandidatstuderende på ASB.

Vi har hørt fra en del af jer, at I ikke synes, at I ved nok om, hvad der sker på ASB og hvilke fremtidsplaner vi i ledelsen har for skolen.

Andre har givet udtryk for, at det er svært at finde ud af, hvordan man som studerende kan få indflydelse på skolens dagligdag og udvikling.

Vi så gerne, at ASB blev et mønstereksempel på et godt samarbejde mellem studerende og medarbejdere. Det er faktisk en forudsætning for, at vi kan fortsætte den gode udvikling, som ASB er i gang med og som allerede i dag betyder, at ASB er blandt Europas bedste business schools.

Derfor sætter vi nu en række aktiviteter i gang, der skal styrke dialogen mellem jer studerende og os medarbejdere og ledere.

Nyhedsbrevet OUTLINE er første skridt - en ny kommunikationslinje, hvor du løbende kan holde dig orienteret om, hvad der sker på skolen. OUTLINE styres af en redaktion bestående af medarbejdere og studerende og du er velkommen til at komme med gode ideer og kommentarer.

Studenterforum har en fast klumme i OUTLINE. Studenterforum er jo det studenterpolitiske organ, som du kan bruge, hvis du ønsker indflydelse på dit studium, så her kan du høre mere om, hvad de kan hjælpe dig med.

I tirsdags afholdte vi også som noget nyt en co-creation workshop med alle skolens foreninger, SL og Studenterforum. Dagens workshop temaer var ASBs strategi og hvordan vi kan arbejde sammen om at skabe endnu stærkere relationer mellem studerende og erhvervslivet. SL og fællesforeningen indbød til debat om, hvordan foreninger og ASB kan arbejde endnu tættere sammen og vi så første bud på en social medieplatform, der kan understøtte vores gode studiemiljø. Du kan læse om dagen i næste nummer af OUTLINE.

Dialog er jo som bekendt en to-ledet størrelse. Så deltag i debatterne. Start en ASB-blog. Send os dine ideer og kommentarer. Snak med dine studenterpolitiske repræsentanter.

Vi glæder os til at forstærke samarbejdet.

Venligst

Børge Obel
Dekan, Universitetsskoleleder

Peder Østergaard
Prodekan for uddannelse

312170 / i40