Stor markedsføringskampagne af 22 kandidatuddannelser skudt i gang

27.02.2008

Netop nu sættes en ny markedsføringskampagne af kandidatuddannelserne på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet i gang. Kampagnen skal gøre bachelorer fra både Handelshøjskolen og andre uddannelsesinstitutioner opmærksomme på skolens mange valgmuligheder inden for kandidatuddannelser.

Handelshøjskolen tilbyder i alt 22 kandidatuddannelser inden for business, hvoraf 13 af dem nu tilbydes på engelsk. Én af dem er uddannelsen i International Economic Consulting, der startede i 2007 og udelukkende tilbydes på Handelshøjskolen. I år tilbydes desuden en ny engelsksproget cand.merc.-uddannelse inden for Innovation Management.

Fælles for alle uddannelser på Handelshøjskolen er, at de er yderst fleksible med et stort valgfagsudbud, og de studerende bliver undervist af førende forskere og erhvervsfolk. Desuden har de studerende mulighed for at deltage i et internationalt alumne-netværk med over 5.000 alumner, udveksling via 200 universitetspartnere, virksomhedskontakt via Karrierecenteret eller deltagelse i kurser på skolens internationale Summer University.

Åbent Hus for kommende kandidater
Hvert år arrangerer Handelshøjskolen et Åbent Hus-arrangement for kommende kandidatstuderende. I år løber arrangementet af stablen den 27. marts 2008 kl. 13-18. Her kan bachelorer fra hele landet komme og høre nærmere om de mange uddannelsesmuligheder på Handelshøjskolen og efterfølgende karrieremuligheder. Der vil i den forbindelse fra ultimo februar køre en annoncekampagne i diverse aviser for Åbent Hus-arrangementet, ligesom der uddeles plakater om arrangementet til studievejledere på forskellige danske universiteter.
 
Et vigtigt element i markedsføringen af kandidatuddannelserne er den meget detaljerede kandidatbrochure over uddannelsesmulighederne. Brochuren udkommer sidst i uge 9 og er henvendt til alle kommende kandidatstuderende.
 
Der starter hvert år omkring 750 nye kandidatstuderende på Handelshøjskolen.

312170 / i40