To studerende fra ASB udtaget til Bangkok Business Challenge

21.01.2008

To cand.merc.-studerende på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet – John Agerholm og Martin Klint – er blandt mere end 100 ansøgere blevet udtaget til at deltage i konkurrencen Bangkok Business Challenge med deres projekt, som er en nystartet biotek-virksomhed med navnet Immutell. Konkurrencen foregår i Bangkok fra 27. februar til 3. marts og bliver fulgt tæt af et panel af ledere fra store internationale koncerner – og ikke mindst Thailands konge, HKH kong Bhumibol.

- Bangkok Business Challenge er en fantastisk mulighed for dels at promovere Immutell over for potentielle internationale investorer, dels at validere vores businessplan. Konkurrencen giver os samtidig en unik chance for at vise, at Handelshøjskolen er en organisation, der kan gøre sig på den internationale scene, siger John Agerholm, der glæder sig til at komme til Bangkok.

De to studerende har de sidste fire måneder arbejdet med Immutell-projektet, hvor Handelshøjskolen og Hvidovre Hospital er gået i samarbejde om at udnytte de to institutioners viden og derved skabe synergier, som kan drive et patent frem mod en kommercialisering. Ydermere er de to studerende blevet tilbudt at sidde med i Immutells board of advisors.

- Vi har store forventninger til Immutell, der har et unikt produkt og et stærkt team. Projektets forløb viser, at der kan komme noget stort ud af at udnytte den viden, der ligger gemt på de danske uddannelsesinstitutioner, siger de to studerende.

John Agerholm og Martin Klint har med Immutell også vundet første runde af Venture Cup, der er universiteternes fælles konkurrence for idéer og forskning med forretningspotentiale. De to studerende er derfor med i finalen i København, hvor der dystes om 450.000 kr.

Yderligere oplysninger:
John Agerholm
Mobil 6178 1236
Mail john_agerholm@hotmail.com

Martin Klint Hansen
Mobil 6060 9333
Mail klint@asb.dk

Se oghttp://immutell.weblogs.asb.dk/så:
http://immutell.weblogs.asb.dk/

312170 / i40