Udviklingskontrakten er godkendt

10.03.2005

- og underskrevet af videnskabsminister og bestyrelsesformand

Videnskabsminister Helge Sander og bestyrelsesformand Erik Højsholt har godkendt og underskrevet Handelshøjskolens udviklingskontrakt for 2005 – et år der, udover arbejdet med de initiativer, der er skitseret i kontrakten, vil være præget af implementeringen af en ny universitetslov og en ny organisationsstruktur.

Et kort oprids af indholdet

De overordnede fokusområder i kontrakten er forskning, uddannelse, formidling, samarbejde, internationalisering og kvalitetssikring. I forbindelse med forskningen vil man bl.a. fokusere på at skaffe flere eksterne forskningsmidler - bl.a. med henblik på at kunne øge antallet af ph.d.studerende.

Forskningsformidlingen skal styrkes i 2005 – såvel kvantitativt som kvalitativt - og Handelshøjskolen vil arbejde på at styrke sin rolle som et åbent og kommunikerende universitet, der aktivt deltager i den offentlige debat.

Også uddannelserne vil blive styrket – bl.a. ved et øget samarbejde med såvel nationale som internationale partnere og indførsel af praktik og samarbejdsprojekter med erhvervslivet. Den allerede igangværende internationaliseringsstrategi vil blive løftet op på et højere niveau, og i den sammenhæng vil der også blive formuleret en aktiv sprogpolitik. Derudover vil man arbejde på at opnå en EQUIS-akkreditering af Handelshøjskolen som et samlet hele.

Hele kontrakten kan ses her

MGE

312170 / i40