Er du klar til nyt eksamenssystem?

Her til sommer afvikles dine eksamener i WISEflow – universitetets nye fælles digitale eksamenssystem. Læs her, hvordan du kommer godt i gang, og hvad du skal være opmærksom på, hvis du skal til skriftlig tilsynsprøve.

Hænder taster på tastaturet af en bærbar computer.
Foto: Lars Kruse, AU Foto

Når du som studerende skal til eksamen til sommer, vil det foregå i universitetets nye fælles eksamenssystem, WISEflow. Systemet har erstattet Digital Eksamen på Arts, Health, Nat og Tech og Aarhus BSS’ gamle WISEflow-løsning. På Aarhus BSS adskiller det nye fælles WISEflow sig ikke væsentligt fra det WISEflow, man har været vant til. 

Du logger ind i det nye fælles WISEflow via dette link og vil kunne se dine eksamener (som i WISEflow hedder ”flows”) i systemet i løbet af maj/juni. Du får direkte besked fra WISEflow i din AU-mail med et link til din eksamen, når dine enkelte eksamener er sat op. 

På supportsiden studerende.au.dk/wiseflow kan du få hjælp til at komme godt i gang med WISEflow. Her finder du tekniske vejledninger og kan få svar på mange spørgsmål om systemet. 

Det skal du huske inden skriftlig tilsynsprøve

Hvis du skal til skriftlig tilsynsprøve, skal du inden eksamenen downloade programmerne Device Monitor (bemærk: gælder kun udvalgte studerende på Aarhus BSS) og Lockdown-browser (bemærk: gælder ikke studerende på Arts). Det vil fremgå af den enkelte prøvebeskrivelse, hvilke programmer du skal bruge til eksamen.  

Vi anbefaler, at du downloader og afprøver begge programmer i god tid før eksamen. Se, hvordan du gør på supportsiden under tekniske vejledninger.    

Har du brug for hjælp? 

Hvis du oplever tekniske problemer eller har spørgsmål til det nye system, er du velkommen til at kontakte din lokale IT-support.