Find

Alfabetisk

Fakulteter

Meddelelser

Kære medarbejdere, kære studerende

En gruppe medarbejdere og studerende kommenterede onsdag i Information en række problemer med administrationen på Aarhus Universitet. Det handler blandt andet om problematiske it-systemer, lange ventetider og manglende hjælp.

Foto: AU Kommunikation

Jeg er fuldt bevidst om, at Aarhus Universitet har en række administrative udfordringer i øjeblikket. Vi står midt i en vidtgående omstrukturering, samtidig med at vi indkører nye it-systemer. Og det er den kombination, som i øjeblikket skaber gener for studerende og medarbejdere.

Det er vigtigt at huske på udgangspunktet for hele processen. Efter fusionen i 2007 stod Aarhus Universitet med en samling fakulteter og nye enheder, som havde hver sin måde at gøre tingene på, og vidt forskellige it-systemer til økonomistyring, kommunikation og studieadministration. Systemerne kunne ikke ”snakke” sammen, og det vanskeliggjorde vores daglige arbejde på mange planer. Vi har derfor ikke kunnet vente med at udskifte de vigtigste it-systemer – også selv om det i øjeblikket går ud over stabiliteten.

Det er meget beklageligt, at denne ustabilitet falder sammen med omstrukturering af universitetet. I det seneste år er institutter blevet lagt sammen, og de administrative medarbejdere flyttet rundt. Når man både skal vænne sig til en ny administration og møder problemer med it-systemer, vokser frustrationen. Det forstår jeg fuldt ud. Men jeg er overbevist om, at vi fortsat er på vej i den rigtige - og nødvendige - retning.

Vi har forsøgt at prioritere, så det kun er de allervigtigste it-systemer, vi sætter i søen lige nu. Vi skal senere kigge på blandt andet digital eksamen og fælles planlægningssystem.

For en god ordens skyld vil jeg gerne understrege, at der ikke er tale om regninger og løn, der ikke bliver udbetalt. Men der kan være forsinkelser, som vi naturligvis beklager. Vi har flyttet vores økonomimedarbejdere til en fælles økonomiafdeling, og de er i færd med at standardisere arbejdsgange. Også studieadministrationen er ved at prøvekøre den nye organisation. Vi har brugt et fælles studieadministrativt it-system for første gang ved denne vintereksamen, og det har afsløret fejl, som vi allerede har rettet.

Jeg vil gerne understrege, at vi i ledelsen lytter til de studerende og vores medarbejdere, og hører frustrationerne. Jeg anerkender, at det er en turbulent periode med mange forskellige udfordringer. Det er vores mål at skabe en ny administration, som understøtter forskere, underviserer og studerende bedst muligt. Og vi er stadig undervejs.

 

Jørgen Jørgensen, Universitetsdirektør